Forklaringer og Definitioner

Eretz Israel/Israels Land

Eretz Israel er det område, der opfattes som “Det Hellige Land”. Der er angivet forskellige grænser for landet, grænserne i de Fem Mosebøger angives som det land, der loves Abraham, mens de grænser, der angives i Ezekiels Bog er angivet for det Hellige Land som det vil være, når Messias en dag kommer (ifølge jødisk tro er den ventede Messias endnu ikke kommet). Men de grænser, der er mest relevante her, er de, der angives i Josvabogen. De opfattes som historiske af troende jøder (men det er svært at bevise arkæologisk eller via historiske kilder) og ligger i stor grad til grund for hvor den religiøse zionisme mener at den moderne stat også bør have sine grænser, omend der er uenighed om at dette opfattes som realistisk.

Dette område går lige nord fra Sidon i Libanon til omkring Dibbine, også Libanon, hvor den så fortsætter ned forbi Genesaret Sø (Kinneret), hvorefter den går et godt stykke ind i Jordan, for at fortsætte ned cirka halvvejs forbi den nordlige del af det Døde Hav, hvor grænsen så bevæger sig ind det Døde Hav og følger det ned til enden. Her skærer den en spids ind i Negev til omkring, hvor ruinbyen Shivta ligger i dag. Den fortsætter så op nord for hvor vi i dag finder Kiryat Gat (opkaldt efter den bibelske by, Gat), hvorefter den går ud til Middelhavet nord for Ashdod og herfra følger den kysten tilbage op til Sidon.

Der er altså en stor del af den moderne stat, som ikke er en del af det “historiske” hellige land, ligesom der er dele af det Hellige Land, der ligger uden for den moderne stat.

Grænserne for det Hellige Land har betydning, både religiøst, hvor de definerer området hvor der er muligt at udleve de religiøse forskrifter fuldt ud, da der er påbud der kun gælder inden for disse grænser, men også politisk i forhold hvad der opfattes som lovet til jøderne. Dette kommer dog, pt., primært til udtryk i forhold til Vestbredden, der på hebraisk kendes som Yehudah (יהודה) og Shomron (שומרון), Judæa og Samaria.

Torah

Ordet torah (תורה) kan oversættes som “lære”, “instruktion”, “vejledning” eller “lov”. Måske den rette forklaring af ordet er, at det på den ene side kan referere til en art “livsvisdom” der angiver den rette levevis, men også kan referere til decideret lov. Vi ser et eksempel på det sidste i 2. Mosebog 12:49:

“Én lov skal der være, for den indfødte (israelit) og den fremmede (ikke-israelit), der bor iblandt jer.”

תורה אחת יהיה לאזרח ולגר הגר בתוככם

Her ser vi ordet bruges om en “lov”, der skal gælde både for israelitterne og de “fremmede” blandt dem.

Men Torah (med stort T) er også brugt i et par forskellige forhold, der fokuserer på Guds Lov. Den mest oplagte er det, der kaldes “den skrevne Torah”, de fem Mosebøger. Men ordet bruges også af de rabbinske jøder om Talmud (som jeg nok skal komme mere ind på på et senere tidspunkt), eller rettere, den mundtlige tradition, der er grundlaget for Talmud, som kaldes “den mundtlige Torah”. Disse to opfattes traditionelt som værende Guds åbenbaring til Moses, hvor den første lidt populært kan siges at være budene, mens den anden er udlægningen af budene. Eller, for de kristne, den mundtlige lov spiller lidt samme rolle som Jesus, i forhold til udlægningen af Loven (Torah). Et eksempel på hvor, der tales om Torah som Guds åbenbaring/vilje, kan ses i 5. Mosebog 29:28:

“De ting, der ikke er åbenbarede, tilhører Herren vor Gud. Men de ting, der er åbenbarede, tilhører os og vore børn, for evigt, så vi vil følge alle ordene i denne Torah.”

הנסתרת ליהוה אלהינו והנגלת לנו ולבנינו עד־עולם לעשות את־כל־דברי התורה הזאת

Endelig kan Torah også referere til hele omfanget af jødisk religion, hvor det vil give mest mening at opfatte det som et system, der hjælper den troende jøde til at leve sit liv bedst, i overensstemmelse med Guds vilje. Det er ikke kun lov, men også etik og korrekt moralsk adfærd.