De Tidlige Forkyndere (første halvdel af det 19. århundrede)

 

Pre-Zionistiske Religiøse Zionister

Denne periode var begrænset både i antal af zionistiske tænkere og i deres indflydelse. Kun to rabbinere efterlod sig tekster af nogen betydning og selv disse tekster havde begrænset indflydelse. Disse to rabbinere er Yehuda ben Shlomo Chai Alkalai og Tzvi Hirsch Kalischer.

Mens Alkalai blev født i Sarajevo og tilbragte sin ungdom i Jerusalem, for derefter at vende tilbage til Serbien, blev Kalischer født i den daværende preussiske by Lissa (nu Leszno, Polen). Begge var positivt påvirket af de nationalistiske bevægelser, der opstod i Europa i den første halvdel af århundredet, og de blev influeret af disse bevægelser til at se etableringen af en jødisk stat, som værende den naturlige fortsættelse af det jødiske folks frigørelse. Dette blev afspejlet i deres idé om, at det jødiske folks tilbagevenden var begyndelsen på den messianske udfrielse, en udfrielse de så som en langsom proces med en række trin, der var nødvendige at gå igennem, før den endelige messianske udfrielse.

På trods af at de begge udgav en række bøger, pamfletter og artikler, findes de vigtigste og mest essentielle dele af deres messianske koncepter i fem bøger; Darchei Noam (De Ædle Veje), Shelom Yerushalayim (Jerusalems velfærd) og Minchat Yehuda (Judæas Offer) for Alkalai, og Emunah Yesharah (Den Retskafne Tro) og Drishat Zion (Søgen efter Zion) for Kalischer.

To Måder der blev Brudt med den Traditionelle Forståelse

Der er to måder, hvorpå Alkalai og Kalischer brød med den dominerende traditionelle forståelse af den messianske udfrielse:

En Aktiv Udfrielse

For det første forstod de udfrielsen som værende aktiv, i stedet for den traditionelle opfattelse af udfrielsen som værende passiv. I de nationalistiske bevægelsers ånd så Kalischer og Hirsch mennesket som værende en afgørende partner i udfrielsessprocessen frem for at vente passivt på, at Gud skulle handle. Dette ville kunne gøres på forskellige måder, alle måder fokuseret omkring ideen om teshuvah, omvendelse. Traditionelt blev teshuvah forstået som en omvendelse via ens handlinger, en “tilbagevenden” til den rigtige adfærd. Ordets rod er faktisk “at returnere ” (shin-vav-bet, shav). Denne omvendelse kunne ske med bøn, gode gerninger og næstekærlighed. Alkalai og Kalischer fortolkede imidlertid udtrykket på en ny og mere bogstavelig måde, nemlig som fysisk at vende tilbage til det hellige land. De så også omvendelse som værende en kollektiv handling, snarere end en individuel handling. Kun ved at lade nationen vende tilbage til det hellige land og genoprette det, kunne udfrielsen begynde.

Alkalai skiller sig ud, ikke kun via de nye måder at fortolke traditionelle begreber på, men også i måden, han forholder sig til den generelle jødiske afvisning af hans ideer:

»Vi er et stivnakket folk. Selv blandt Israels børn efter alle deres strabadser og de mirakler, de så, var det kun én ud af fem, eller én ud af halvtredsindstyve eller én ud af fem hundrede, der ønskede at forlade Egypten, mens de, der ikke ønskede [at forlade], døde i de tre mørke dage. Hvor meget mere sandt er dette i en tid, hvor vi lever i fred og ro i nationernes lande.

Igen ser vi den positive holdning til udviklingen i Europa, at jødernes forhold i Europa er godt, men også hvad det betyder for jødernes ønske om at forlade Europa, idet at når israelitterne ikke engang ønskede at forlade Egypten på tidspunktet for udvandringen, med de lidelser, de oplevede i Egypten og de mirakler, Gud viste dem, så skulle det’ ikke forventes i “vore dage”, hvor jøderne lever godt.

Udfrielsen som en Længere Proces

For det andet så de udfrielsen som en proces, der adskiller sig mellem den messianske proces, der leder til den endelige udfrielse og den endelige messianske udfrielse selv. Alkalai forklarer i Shelom Yerushalayim forskellen mellem Messias ben Yosef og Messias ben David, da den førstnævnte er repræsentant for det jødiske folks indsats som helhed ved at vende tilbage til det hellige land, mens sidstnævnte er den endelige messianske udfrielse.

Alkalai insisterede endda på, at den første fase af forløsningen ville komme uden nogen guddommelig indgriben, selv hvis det jødiske folk handlede på eget initiativ.

Begge var relateret til det rabbinske ordsprog, at “den, der bor i Israels Land, er som en, der har et Gudsforhold, men den, der bor uden for Israels Land, er som en, der er uden Gud” (TB Ketubot 110b) . Mens dette traditionelt er blevet fortolket som, at en jøde, der bor i Israels land, er forbudt at forlade landet (f.eks. Maimonides, Hilchot Melachim 5:12), tolkede de to rabbinere det som, at jøder skulle flytte til landet Israel, hvis de ikke allerede boede der.

Opsummering

Begge rabbinere døde længe før den zionistiske bevægelse blev etableret og længe før den jødiske stat blev etableret, så vi vil aldrig vide, hvordan de ville have forholdt sig til den faktiske stat, men baseret på hvad vi ved, ser det ud til, at vi kan etablere følgende punkter; a) Det var meningen, at jøderne skulle flytte til Israels land, hvilket blev betragtet som en sand omvendelse, b) at dette ville være begyndelsen på den messianske udfrielse, c) at dette ville være en naturlig fortsættelse af jødernes frigørelse, og d) at det ikke ville være en guddommelig handling som sådan. Jeg synes at det er plausibelt at tro, at selvom de så en skabelse af en jødisk stat i Israels land som en del af den messianske forløsning, ville staten som sådan ikke være opfattet som guddommelig i sig selv.

Anbefalet Literatur:

“Pioneers of Religious Zionism: Rabbis Alkalai, Kalischer, Mohliver, Reines, Kook and Maimon”, af Raymond Goldwater