Dette er en oversættelse af et debatindlæg jeg udgav på Times of Israels blog-sektion tilbage i 2016. Indlægget var oprindeligt skrevet på engelsk, men jeg har valgt at oversætte det til dansk og udgive det her for en debat på dansk.

Anthony D. Smith og Nationernes Etniske Oprindelse

Jeg er endelig kommet igennem Anthony D. Smiths “The Ethnic Origins of Nations”, og føler mig så meget desto mere beriget af en dybere forståelse af nationernes og nationalismens rødder, især når det kommer til den israelsk-palæstinensiske konflikt over fortællinger (som det er det i bund og grund).

Jeg kan ikke sige, at jeg sidder tilbage med en fornemmelse af at vide, hvordan man løser konflikten som sådan, men bogens afsluttende afsnit (side 224-226) gav mig en idé om, hvad der kan gøres, men hvilket samtidig synes usandsynligt at blive gjort. Dette vil nok ikke sidde vel hos de fleste pro-israelske fortalere, men det følgende vinder genklang i mig.

Smith debatterer problemstillingen “problemer og modsætningsforhold i etnisk nationalisme” og forsøget på at etablere fred og udvikling, der går ud over de nationalistiske interesser. Behovet for at “studere rødderne til identitetskonflikter i deres historiske forhold, etniske mytologi og symboler” er afgørende for enhver forståelse af, hvordan eventuelle konflikter kan løses. Jeg er enig med ham. Problemet er ikke så meget, at vi – israelere og palæstinensere – ikke stiller krav, som vi forventer vil blive indfriet, men at hver side kun forstår vore egne krav og hvad de er baseret på, uden at ville forstå den anden parts forståelse af sig selv og hvordan dette medfører, at de afviser de krav, der stilles dem.

Manglende Accept og Forståelse af de Etniske Grupper

Jeg er især enig, når Smith udtaler, at “[alt] for ofte har statsmænd og forskere hæftet sig ved de umiddelbare politiske og økonomiske årsager til etniske modsætninger, som, omend de er vigtige for at forværre og intensivere splittelser, sjældent redegør for dybden af der følelser og retninger, der er taget af etniske nationalismer. Alt for ofte har statseliter og deres rådgivere benægtet potentielle nationers forhåbninger, og nedgjort deres bekymringer for deres sikkerhed og behov for deres egen identitet, netop på grund af deres uvidenhed (ofte ledsaget af en uvilje mod at lære) om minoritetsetniciteternes forskellige myter, symboler og erindringer og særegne værdier. Magtinteresser og mangel på viden og fantasi, der er karakteristisk for mange mellemstatslige organisationer, frustrerer uundgåeligt håbet om en gendannet etnisk gruppe, med det resultat, at deres forhåbningers brænden spildes forgæves på jerngitteret i mellemstatslige systemer og i stedet, falder på naboer og konkurrenter i bitterhed og indbyrdes krige.”

Dette kan selvfølgelig siges om både det jødiske og det palæstinensiske nationale håb, men i konteksten af konflikten, med Israel som den dominerende kraft og palæstinenserne, der beder om anerkendelse, synes det mest korrekt rettet mod Israel og hendes fortalere. Det er ikke den palæstinensiske afvisning, af at anerkende Israel som en jødisk stat, der definerer Israel som netop en jødisk stat eller forhindrer os i at gøre det, og den palæstinensiske forståelse af de jødiske etniske “myte-symboler” har heller ingen konsekvenser for Israel, hverken som nation eller en stat. Det er omvendt, så længe Israel og hendes fortalere nægter accept af palæstinensisk selvbestemmelse og ret til at definere sig selv, vil der ikke være noget reelt gennembrud i forhandlingerne om en varig løsning. Naturligvis er der volden, der fremmes af det palæstinensiske etablissement, men dette går – til en vis grad – hånd i hånd med frustrationerne over de håb, palæstinenseren må have i forhold til at blive en anerkendt ‘etni’ (etnisk gruppe). Enhver kommende nation har brug for et territorium for at overleve deres nationale håb og forventninger, men når de ser, at de konstant nægtes dette, ikke kun dette, men endda bliver nægtet at få lov til at definere sig selv som en nation, selv hvis kun i teorien, er der ikke meget at stræbe efter.

Problemet ved Nødvendigheden af Land

Problemet ligger selvfølgelig delvist i land, nemlig at det område, som palæstinenserne udpeger som deres “evige hjemland”, er blevet erklæret det samme for jøderne. Og ligesom palæstinensisk nationalisme ikke er interesseret i at opgive kravet på i det mindste noget af deres hjemland, er det det samme med de jødiske nationalistiske forventninger. Og ingen af de to sider synes at være villige til at opgive deres krav; så hvad er løsningen?

Jeg tror, Smith giver det rigtige svar, når han siger, at det er nødvendigt at “tillade etnie, der på nuværende tidspunkt nægtes al social og politisk anerkendelse, at opnå en bred kulturel og økonomisk autonomi inden for ‘fælles’ eller ‘overordnede’ stater.”

Dette kommer naturligvis med en pris: “Til gengæld ville etniske nationalismer være nødt til at opgive deres søgen efter ‘national konsistens’ og måske udvikle en ‘borger-nationalisme’ på højere niveau uden at ofre deres mere umiddelbare og håndgribelige etno-nationale identiteter.”

Den Usandsynlige Løsning

Det vil sige, at Israel er nødt til at opgive insisteren på et jødisk flertal – hvis ikke forsøget på at homogenisere staten så vidt muligt – for at tillade etniske nationale bevægelser at eksistere sammen og insistere mere på borgerlige rettigheder end etniske rettigheder. Det betyder ikke, at Israel skal opgive at være “jødisk”, men at Israel skal give mere plads til også at være “demokratisk”. Enten dette, eller lad palæstinenserne bygge deres egen stat i hvad, der på hebraisk er kendt som “Yehuda v’Shomron”. Og selvom vi tillader palæstinenserne deres egen stat, bør vi stadig huske styrken i “myte-symbolerne” for det israelsk-palæstinensiske mindretal. Især i en tid, hvor flere og flere af dem insisterer på også at være en aktiv del af Israel, ved siden af at være palæstinenser og arabisk. Det mindste vi kan gøre til gengæld, for at de anerkender vores ønsker om selvbestemmelse, er at acceptere deres ønske om selvbestemmelse.