Overrabiner Jair Melchior havde for nylig en negativ oplevelse på vej til et interview, efter at have talt ved Krystalnat-arrangementet foran synagogen i København. Som altid bar han sin kippah (kalot) og tzitziot (skuesnore), som det er sædvane for observante jøder. Desværre fandt to personer det for anstødende, hvilket førte dem til at skubbe ham med skulderen og spytte mod ham.

Hans gengivelse af forløbet kan synes lille, nærmest ligegyldig, men efter selv at have oplevet det, ved jeg hvor meget det fylder. Det er ikke en rar oplevelse, men selvfølgelig at foretrække frem for det, der er værre. Sådan er det, i sagens natur, altid.

Han har sidenhen efterspurgt at mødes med personen, der stod bag skubbet. Ikke som en del af et mediestunt, men for at komme nærmere og vende det negative til noget positivt. For de af os, der kender Jair og hans familie, er det nærmest hvad man kunne forvente af ham. Han har altid insisteret på ikke at skjule sin jødiske identitet – noget der har været tilfældet så lang tilbage jeg kan huske, fra mit første møde med ham foran Scala i København for tæt på tyve år siden (hvis jeg husker korrekt), hvor jeg dengang advarede ham mod at bære kippahen tydeligt. Men samtidig har han også altid insisteret på, at det skal være for det positive, det konstruktive. Det er i familiens ånd, vi så det i hans olderfar, overrabiner Marcus Melchior, z”l, hans bedstefar, overrabiner Ben Melchior, z”l og i hans far, rabbiner Michael Melchior. Er der noget, de altid har insisteret på, er det at søge det gode i deres medmennesker. De har altid, for mig, været et eksempel på tanken om, at Gud er i mødet mellem en mand og hans næste.

Reaktionerne på hans efterspørgsel har generelt været positive. De fleste danskere er, trods alt, folk der vil det godt og som ønsker at verden bliver et bedre sted. Men der har været nogle ærgerlige reaktioner, som primært har været udtrykt på to måder: a) opfattelsen af at Jair er naiv og kun skader sig selv, ved at ville møde den anden person, og b) at Jair må forstå hvorfor han oplever hvad han gjorde, for palæstinenserne vil selvfølgelig være vrede og, synes man at forstå, blive nødt til at møde jøder med vrede.

De to reaktioner er rigtig ærgerlige og også problematiske. Først og fremmest, hvis vi vil skabe et samfund, hvor vi kan leve og fungere sammen, bliver vi nødt til at mødes og have en dialog om de forskellige forhold, som vi ikke er enige om. Hvis vi gemmer os for hinanden og undgår at tage den dialog, bliver samfundet i sidste ende kun det mere splittet. Jair gør, hvad mange undgår, han tager konflikten – ikke aggressivt og i vrede, men med dialogen. Det er ikke et udtryk for naivitet, det er en styrke og et mod, som mange af os kunne bruge mere af. Især i disse tider, hvor vi alle har nemt ved vrede, frustration og – i nogle tilfælde – had, er Jairs tilgang noget vi har langt mere brug for. Dette er måden vi skaber et bedre demokratisk samfund, hvor der vil være plads til alle. Det betyder naturligvis ikke, at alt skal tillades og at alt skal løses via dialog. Dialog er, som det angives i ordet, en to-vejs kommunikation. Er der en part, der afviser dialogen, er det naturligvis ikke muligt at have en dialog. Men hvis vi ikke søger dialogen, er det heller ikke muligt.

Den anden reaktion undrer mig og jeg tror, at de folk der har den reaktion, ikke forstår konsekvenserne af deres holdning. Kort fortalt, palæstinensernes vrede og frustration er forståelig. Men når man hævder at den naturlige reaktion på denne vrede og frustration er, at palæstinensere, i mødet med jøder, ikke kan afholde sig fra at angribe disse jøder, verbalt eller fysisk, tænker man egentlig ret lavt om dem. At de er i deres følelsers vold. At de ikke kan kontrollere vreden og frustrationen. At de ikke formår at skelne mellem Israels handlinger og danske jøder. Er det virkelig, hvad man vælger at tænke om palæstinenserne?

Jeg er glad for at kunne sige, at dette heldigvis ikke er tilfældet. Er der palæstinensere, der bukker under for denne udfordring? Ja, selvfølgelig, det er menneskeligt og palæstinensere er, på trods af hvad nogle forsøger at hævde, mennesker. Og jeg ved af egen erfaring, at der er palæstinensere der formår at lave denne skelnen. Endvidere, det er trods alt heller ikke kun palæstinensere, der har dette problem. Jeg har diskussioner, dialoger ligefrem, med israelere (de fleste af dem jøder), der har lignende reaktioner.

Vi kan ikke have disse lave forventninger til palæstinensere, uanset om vi mener at vi støtter deres sag eller vi er imod deres sag. Vi skal have de samme forventninger til alle medborgere, ikke kun i forhold til opførsel, men også i forhold til holdninger. Det er ikke kun i forhold til dette, at man nærmest forsvarer palæstinenseres brug af verbal eller fysisk vold, men også i forhold til det omvendte, at man nærmest per definition forventer at palæstinensere støtter Hamas og derfor nærmest per automatik afkræver dem, at de skal fordømme Hamas. Med mindre en person åbent giver udtryk for deres støtte til Hamas (og det er der desværre nogle, der har gjort) er det at afkræve dem at tage afstand fra Hamas, det samme som at afkræve jøder at tage afstand fra ekstremistiske bosættere. Vi kan ikke per automatik antage, at den anden person støtter vold og had, alene pga deres identitet.

Jairs tilgang er egentlig en tilgang, vi alle kan lære af. Søg dialogen, søg forståelsen, søg mennesket. Der kommer en dag efter i morgen, og der skal vi alle kunne leve og fungere sammen, i hvert fald hvis vi gerne vil være en del af en bedre verden.