Israels Land for Israels folk i henhold til Israels Torah

My approach, however, views the creation of the Mizrachi as the true revolution. At this point, the religious and rabbinic world entered institutionalized politics and, to some extent, assumed the demands of modernity. At this point, religious Jews acknowledged that the promotion of their cause depended upon their recognition of the secular political establishment (the World Zionist Organization) and actual involvement in its activity. Through this act, the followers of Yitzhak Ya’akov Reines and Ze’ev Jawitz recognize that the redemption of the people and of the land is led by a secular institution that strives to establish a secular regime and a secular culture… Religious-Zionism, then, begins when the Mizrachi becomes a faction of the World Zionist Organization.

Religious Zionism History and Ideology (Dov Schwartz), preface, vii.

 

Der er to forhold, der definerer religiøs zionisme, som begge kan forstås som en reaktion eller protest mod noget etableret.

Det ene forhold er mellem traditionel ortodoks jødedom og religiøs zionisme, det andet er mellem den sekulære og den religiøse zionisme.

I det følgende vil jeg afklare disse to forhold, for derefter at argumentere for, hvorfor den religiøse zionisme bør ses som en religiøs nationalisme, hvilket vil hjælpe os til at forstå den religiøse zionisme som en del af et bredere religiøse fænomen.

I følge Dov Schwartz, der har studeret, skrevet om og beskrevet den religiøs-zionistiske bevægelse indgående, kan begyndelse på den religiøse zionisme sættes i 1902, da det religiøs-zionistiske parti, Mizrachi, blev en del af Verdens Zionistorganisation (WZO, World Zionist Organisation, Hebraisk: HaHistadrut HaTzionit Ha’Olamit), som var oprettet kun fem år tidligere, i 1897. På trods af, at religiøse tænkere tidligere havde udtrykt tanker og opfattelser, som kan findes i den religiøs-zionistiske bevægelse, er Mizrachis indtrædelse i WZO afgørende, siden dette signalerede trådte ind på den politiske scene og accepterede – til dels – modernitetens krav i forhold til deres politiske mål. Denne indtræden var reelt en deklaration om, at den religiøs-zionistiske bevægelse var en politisk bevægelse.

Den Religiøse Zionisme kontra Traditionel Ortodoks Jødedom

Det essentielle, der adskiller den religiøs-zionistiske bevægelse fra traditionel ortodoks rabbinsk jødedom, er ønsket om at skabe noget nyt, eller rettere, ønsket om at genoplive den sande religiøse jøde, som kun kan eksistere fuldt ud i hans hjemland, Israels Land. Ifølge Schwartz er den religiøs-zionistiske bevægelse en revolutionær bevægelse, der afviste at acceptere den traditionelle ortodokse jødedoms shtetl-mentalitet, dvs., en eksistens der var baseret på afgrænsede fællesskabsgrupper som værende det eneste udtryk for en religiøs minoritet underlagt en ikke-jødisk eller ikke-religiøs majoritet.
I stedet forsøgte den religiøs-zionistiske bevægelse at skabe en identitet baseret på en opfattelse af det jødiske folk som en nation, dvs., et nationalt folk, der bør eksistere som en politisk og religiøst uafhængig entitet i dets eget land, med dets eget sprog, og hvad der ellers kendetegner et uafhængigt folk med egen stat. I den forstand forsøgte den religiøs-zionistiske bevægelse at skabe noget nyt.

En af de underliggende motiver for denne nyskabelse var ønsket om at ophæve “galut”, eksil-tilværelsen. For de religiøs-zionistiske tænkere var galut, det jødiske eksil i diasporaen, en unaturlig tilværelse for det jødiske folk. Man anså de ikke-zionistiske ortodokse jøder som værende underlagt en “galut-mentalitet”, der forhindrede dem i at erkende nødvendigheden af at bosætte sig i det Hellige Land, ikke kun for enkeltpersoner, men for hele det jødiske folk. Denne afvisning af galut blev så fuldstændig, at man anså det som et dogme at anerkende nødvendigheden af, at Israels folk kun kunne leve i Israels land og at enhver afvisning af dette var lig med at fjerne enhver mening fra Guds Torah. Man kunne kun fuldt ud udleve Guds Torah i det Hellige Land som en del af den jødiske nation.

Et andet afgørende forhold, er opgøret med den klassiske rabbinsk-ortodokse forventning om, at kun Gud bestemmer tiden for den messianske udfrielse (fra Galut). Flere religiøs-zionistiske tænkere insisterede på, at udfrielsen kun kan ske ved en aktiv deltagelse af det jødiske folk. Den tidlige religiøs-zionistiske tænker, rabbineren Yehuda Chai Alkalai, argumenterede i hans Minhat Yehuda (Judas Bedeoffer) for at den messianske udfrielse ikke ville ske på mirakuløs vis, men via gradvis jødisk bosættelse i det Hellige Land, hvilket over tid vil føre til den Messianske udfrielse. Det samme blev argumenteret af rabbineren Zvi Hirsch Kalischeri hans Drishat Zion (En Efterspørgsel af Zion), hvor han forklarer nødvendigheden af en (gen)skabelse af det jødiske hjemland, via en gradvis og velovervejet tilbagevending af det jødiske folk:

“Når mange jøder, fromme og trænet i Torah, frivilligt drager op til Israels Land og finder hjem i Jerusalem, motiveret af et ønske om at tjene, af en ren ånd og af kærlighed for det hellige; når de ankommer, enligt eller i par, fra alle fire verdenshjørner; og når mange vil finde hjem der og deres bønner vil øges ved det hellige bjerg i Jerusalem, da vil Skaberen lægge mærke til dem og skynde udfrielsen.”

Dette, mente han, burde dog gøres ved hjælp af filantropi og oprettelsen af landbrugssamfund, der kunne dyrke landet i henhold til de religiøse forskrifter, og på den måde hjælpe til at bringe Torah til Israels land, værdigt og for at undgå skabelsen af tiggersamfund.

Disse to rabbinere, Alkalai og Kalischer, var tidlige religiøs-zionistiske tænkere, begge to aktive i midten af det nittende århundrede, før der var en reel zionistisk – og religiøs-zionistisk – bevægelse. Deres idéer var dog typisk for, hvad der senere ville blive centralt for den religiøs-zionistiske bevægelse, og begge var en vigtig indflydelse for de senere religiøs-zionistiske ledere. En senere rabbiner, der ville få langt større indflydelse på den religiøse zionisme, var rabbineren Abraham Isak Kook, som ville blive den første ashkenaziske overrabiner i Palæstina. For Kook var det kun i det Hellige Land, at fuldt ud som religiøs observant jøde. Ikke fordi en religiøs jøde ikke kunne følge alle budene uden for det Hellige Land, men Galut ville besudle jødens spirituelle eksistens og kun i det Hellige Land ville jøden kunne være helt hengiven til Torah, både fysisk og åndeligt.

Denne opfattelse skabte en konflikt med den traditionelle opfattelse af forholdet mellem den rabbinske opfattelse af den messianske udfrielse og afvisning af at handle aktivt for denne udfrielse. Kooks promovering af jødisk bosættelse i det Hellige Land var, for andre ortodokse rabbinere, et oprør mod Guds planer. Kun Gud kunne og burde bestemme hvornår den messianske udfrielse skulle ske, og dette kunne kun påvirkes ved bøn og gode gerninger. Kooks insisteren på at jøder burde drage til det Hellige Land for at bosætte sig der, var en insisteren på at lægge pres på Gud.

Kook afviste denne kritik og gik så langt som at insistere på, at selv den sekulære zionistiske bevægelse var motiveret af en åndelig længsel efter det guddommelige, selv hvis de sekulære jøder ikke selv var klar over det:

“Men jødisk nationalisme er et selvbedrag: Israels ånd er så tæt knyttet til den Guddommelige Ånd, at en jødisk nationalist, uanset hvor sekulær hans intentioner måtte synes, må, på trods af eget ønske, bekræfte det Guddommelige. En individuel person kan bryde det bånd, der binder hans liv til det uendelige, men Israels Hus i sin helhed kan ikke. (Genfødslens Lys)

Den Religiøse Zionisme kontra den Sekulære Politiske Zionisme

 

Dette fører til kontrasten med den sekulære zionistiske bevægelse. For de religiøs-zionistiske tænkere og ledere var en sekulær udfrielse og genoprettelse af Israel utænkeligt. Hvor de sekulære zionister var motiveret af en sekulær nationalistisk ånd, i stil med den nationalistiske bevægelser Europa og Amerika var vidne til, der førte til oprettelsen af de første nationalstater, var de religiøse zionister motiveret af en religiøs længsel for genoprettelsen af Israels land, beboet af Israels folk, styret af Israels Torah. Den religiøs-zionistiske mission var todelt: a) argumenter for og promovere idéen om den religiøse nødvendighed af jødernes tilbagevenden til det Hellige Land og b) det politiske arbejde for at inkludere så meget af jødisk religiøs lov i israelsk lov som muligt.

Den religiøse jødiske lov, på hebraisk kendt som “halachah”, blev af de oprindelige religiøs-zionistiske ledere og tænkere set som en del af et juridisk pluralistisk system, hvor halachah ikke ville være afgørende i forhold, som halachah traditionelt ikke udtalte sig om. Halachah havde historisk ikke været brugt i forhold til at styre et land, men har været et minoritetslovsystem, der primært har været udviklet i forhold til kontrollen af mindre af hinanden uafhængige jødiske samfund, der typisk har været underlagt ikke-jødisk kontrol. Dette forhold fik de tidlige religiøs-zionistiske rabbinere og tænker overbevist om at den bedste fremgang var, at have to lovsystemer side om side. Halachah og hvad typisk blev betegnet som “mishpat ‘Ivrit”, hebraisk lov, der betegnede hvad der ville være israelsk lov.

Dette ændrede sig dog med rabbineren Isak HaLevi Herzog, der blev overrabiner af det britiske mandatområde i 1936 og senere Israel efter 1948. Han afviste at acceptere et lovssystem i Israel, hvor halachah ikke var den centrale lov. For ham var idéen om et juridisk pluralistisk lovssystem, hvor halachah essentielt var underlagt et sekulært lovssystem, i direkte strid med Torah. For Herzog var der ingen tvivl, Israel kunne kun have én lov, halachah og spurgt om Israel skulle være et teokrati, var svaret “ja!” (fra Rabbi Herzog om Overrabinatet). Denne holdning blev delt af rabbineren Meir Berlin, lederen af Mizrachi i USA, der levede samtidig med Herzog. Fra 1950erne og til i dag, har et af kernepunkterne for den religiøs-zionistiske bevægelse været styrkelsen af jødisk rabbinsk religion, både juridisk og kulturelt. Dette har været så succesfuld et projekt, at selv lederen for det sekulære Likud-parti, Benjamin Netanyahu, i 2014 garanterede, at han ville gøre Talmud, fundamentet for al rabbinsk lov, fundamentet for israelsk lov. Dette er dog ikke sket, men bare det at Netanyahu fandt det nødvendigt at give det løfte, viser tydeligt forskellen mellem den religiøse zionismes position i de tidlige år og i dag.

Endelig, hvad betyder det for, hvordan vi skal opfatte den religiøse zionisme? Med tanke på, at den religiøse zionisme bygger på jødisk-religiøse idéer og tanker, så bliver vi nødt til at acceptere, at der er tale om en religiøs opfattelse af et nationalt projekt, altså zionismen. Men samtidig afviser den religiøse zionisme den sekulære zionismes fundamentale politiske forestillinger, opfattelsen af det jødiske folks skabelse af en jødisk nationalstat, baseret på grænserne for det historiske Israel, men samtidig som en stat blandt andre stater, baseret på et sekulært demokrati. Det virker som et opgør med den udbredte forestilling om nationalstaternes rolle for deres befolkninger og som en del af verdenssamfundet, med ansvar og forpligtigelse overfor de universelle rettigheder, der ellers accepteres som fundamentale for alle mennesker verden over.

Religiøs Nationalisme som et Moderne Religiøst Fænomen

 

Jeg vil hævde, at den religiøse zionisme er et religiøst fænomen, som vi ser gå igen i alle de større religioner i dag, hvad enten vi taler om islam, kristendom, hinduisme eller jødedom, m.fl. Altså, det er både en nationalisme – og her forstår jeg nationen som Benedict Anderson definerede det, et forestillet politisk fællesskab, der er både begrænset og enerådigt. Men hvor Anderson definerer fællesskabet som et politisk fællesskab, bliver vi nødt til også at tilføje “religiøst”, altså, et forestillet religio-politisk fællesskab, hvor det nationale fællesskab er baseret på en allerede eksisterende religiøs opfattelse af “folket”. Et eksempel på hvordan dette kan forstås kan findes i Atalia Omers og Jason A. Springs “Religious Nationalism”, hvor de bruger Hamas som eksempel:

“Den palæstinensiske Hamas-bevægelse opstod fra den egyptiske gruppe Det Muslimske Broderskab ved udbruddet af den første palæstinensiske opstand (den første intifada, 1987-1993) mod den israelske besættelse. Hamas’ primære mål er nationalistisk, idet bevægelsen stræber efter politisk selvbestemmelse over hele landet Palæstina. Men sammenflettet med dette mål har der også været et stærkt program for islamiseringen af det palæstinensiske samfund (ved at styre samfundet ved hjælp den religiøse traditionelle lære) og genoprettelsen af en bredere transnational islamisk enhed og territorial ukrænkelighed. Hamas fortolker med andre ord befrielsen af Palæstina som en religiøs pligt. Hamas-aktivister forstår, at dette kræver jihad (betyder bogstaveligt talt “at kæmpe” og betegner primært en åndelig kamp) mod Israel (eller som Hamas kalder det, “den zionistiske enhed”), Vesten mere bredt, samt sekularismens ondskab og dekadence.” (Omer og Spring, “Religious Nationalism”, ss. 18-19).

På samme måde arbejder den religiøs-zionistiske bevægelse for jødisk selvbestemmelse i det jødiske hjemland, ligesom bevægelsen forsøger at uddanne og styre den jødiske befolkning i forhold til jødisk religion. Det primære fokus er bosættelsen af Israels land, hvilket anses som en religiøs forpligtelse.

Kampen for selvbestemmelse er ikke en politisk kamp, mere end det er en religiøs mission. Det er religionen, der omdefinerer de politiske symboler, i stedet for det politiske der omdefinerer religiøse symboler.

Den religiøse zionisme kan defineres som en religiøs nationalisme, der på den ene side er et moderne religiøst fænomen, som også kan ses i kristendommen, islam, og andre religioner. Men det er også en politisk bevægelse, der fokuserer på national selvbestemmelse, omend opfattelsen af nationen er baseret på traditionelle religiøse forestillinger.

 

Anbefalet literatur:

 

Atalia Omer & Jason A. Springs, “Religious Nationalism: A Reference Handbook

Benedict Anderson, “Imagined Communities: Reflections on the Origin and Spread of Nationalism

Dan Cohn-Sherbok, “Introduction to Zionism and Israel: From Ideology to History

Dov Schwartz, “Religious-Zionism: History and Ideology

Raymon Goldwater, “Pioneers of Religious Zionism

 

 

Forklaring og uddybning af diverse udtryk kan findes under Forklaringer og Definitioner.