Afstandstagen fra ekstremisterne

I et telefonmøde med præsident Biden for et par dage siden, diskuterede Biden og Netanyahu den eksplosion af bosættervold, som er set på Vestbredden siden d. 7/10. Biden har i længere tid krævet større fokus på dette og insisteret på, at Israel gør mere for at sikre lokale palæstinenseres sikkerhed. Dette fik Netanyahu til at udtale at han fordømmer volden og at at der vil blive gjort noget ved det, efter et møde med ledere fra bosætterrådet Yesha (YEhuda v’SHomron, de hebraiske navne typisk brug for Vestbredden af højreorienterede religiøse jøder).

Mange troede, at Netanyahu endelig ville begynde at være mere kritisk overfor den adfærd blandt religiøse bosættere på Vestbredden, som har været accepteret af den siddende regering siden starten af året, hvis ikke decideret promoveret af dem, og som efterretningstjenesten Shin Bet har advaret om. Fordømmelsen var dog tilføjet flere forsøg på ikke at støde vælgerne blandt bosætterne væk. Netanyahu forsikrede, at disse voldelige elementer ikke repræsenterede bosætterne bredt, som “en lille ekstrem minoritet, der ikke er en del af bosætterbevægelsen”. Under selve mødet med Biden, påstod Netanyahu i mødet med bosætterrådet, skulle han havde fortalt Biden, at Bidens “anklager” mod bosætterbevægelsen er grundløse.

Dette forsøg på at få bosættervolden til at virke som et lille irrelevant problem, har tidligere været fremført af andre ministre i Netanyahus regering, som da sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, som et svar på Shin Bets advarsel, hævdede at det blot “var et problem med lidt graffiti”. Netanyahu reagerede dog hurtigt på Ben-Gvirs udtalelse og erklærede, at problemet var meget større end blot graffiti. En holdning han synes at have dæmpet sidenhen, hvis vi skal tage hans udtalelse efter hans møde med bosætterne seriøst.

Omfanget af Bosættervolden

Men hvor stort et problem er bosættervolden på Vestbredden? Skal vi tro Netanyahu og den nationale sikkerhedsminister, Ben-Gvir, er problemet ikke så stort. I en opdatering fra menneskerettighedsorganisationen Yesh Din, informeres der om 172 tilfælde om bosættervold i perioden mellem d. 7/10 og d. 2/11. I en anden rapport meddeler de om 163 dræbte palæstinensere som et resultat af sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker eller bosættere, med mere en 900 voksne og børn, der er blevet fordrevet fra deres hjem med magt efter tilfælde af bosættervold.

Journalisten Nagieb Khaja, som for nylig opholdt sig på Vestbredden i en kortere periode, har på sin Facebook-konto talt om blot nogle få af de palæstinensere, der oplevede volden. Men der er flere af disse historier nævnt i israelske medier. 

 

Søndag d. 29/10 blev en soldat, der ikke var i tjeneste, anholdt på mistanke for at have dræbt en palæstinensisk mand, der skulle have været igang med at høste oliven nær As-Sawiya dagen før.

Fredagen før, d. 27/10, blev der informeret om at der var foldere spredt rundt i palæstinensiske byer af bosættere, der advarede palæstinenserne om at forlade deres hjem, hvis de ikke vil opleve et nyt “Naqba” (arabisk for “katastrofe” brugt til at beskrive fordrivelsen af omkring 700.000 palæstinensere ved Israels dannelse i 1948).

Torsdag d. 12/10 blev tre palæstinensere holdt fanget og tortureret i flere timer af en gruppe bosættere, nogle af dem i uniform. Til stede var også fem israelske fredsaktivister, der selv oplevede at blive behandlet voldeligt af soldaterne/bosætterne.

 

De førnævnte rapporter fra Yesh Din har mange flere eksempler på bosættervold. Men dette bør kunne understrege, at problemet ikke er begrænset til en lille gruppe ekstremister eller lidt graffiti. Men hvorfor tager Netanyahu så ikke problemet mere seriøst?

Hvad er Netanyahus motivation?

Carrie Keller-Lyn, Times of Israels politiske og juridiske korrespondent, udgav d. 7/11 en analyse hvor hun diskuterer Netanyahus afvisning af tænke bredt, for i stedet at fokusere på at formilde de højreekstreme og ultraortodokse partier, så de stadig vil støtte ham politisk efter at krigen er overstået. Dette på bekostning af hensynet til den brede befolkning og den aktuelle krig. Et godt eksempel på dette kom med Amichai Eliyahus udtalelse om at Israel bør smide en atombombe over Gaza. Eliyahu, fra Itamar Ben-Gvirs højre-ekstreme Otzmah Yehudit (Jødisk Styrke), er minister for Jerusalem Anliggender og Kulturarv, et af de – vil nogen mene – overflødige ministerier, der kun er skabt for at have en ministerpost man kan give til de, som man helst ikke vil give en af de essentielle ministerier. Eliyahus udtalelse blev først delt i de israelske medier, hvilket førte til intensiv kritik. Eliyahu forsøgte senere at moderere udtalelsen ved at hævde, at det burde være åbenlyst at det “kun” var metaforisk. Skaden var dog sket, flere lande verden over fordømte udtalelsen og Netanyahu fordømte senere udtalelsen og suspenderede Eliyahu fra fremtidige regeringsmøder

Man kunne få opfattelsen, at Netanyahu vitterlig fandt udtalelsen så problematisk, at han ville være sikker på at få det gjort klart, at han ikke accepterer den slags udtalelser. Men nej, ikke alene viste det sig, at på trods af at han havde overvejet at fyre Eliyahu, fik Eliyahus partileder, Ben-Gvir, sat Netanyahu på plads og sørgede for, at Eliyahu fortsætter som minister i regeringen. Ikke kun det, denne suspension synes at være begrænset til en symbolsk udtalelse, siden Eliyahu deltog i et valg via telefon senere samme dag

Men hvorfor er Netanyahu så eftergivende overfor de højre-ekstreme partier? Keller-Lyn henviser til en nylig måling (hebraisk), der viser at 70-80% af alle israelere mener, at Netanyahu bør trække sig fra politik efter krigen. Netanyahu ved, at majoriteten af de israelske vælgere, selv blandt hans egne Likud-støtter, ikke længere ser ham som det rette valg. For en uge siden meddelte lederen af det regionale råd for Sdot Negev, at han forlader Likud som en reaktion på regeringens elendig håndtering af sikkerheden og situationen efter tragedien. Han placerede ansvaret på regeringen og bad andre kollegaer fra Likud om at gøre det samme. Dette var af stor betydning, siden han er leder af en region, der dækker flere af de byer og samfund, der blev ramt direkte af tragedien d. 7/10, som f.eks. Netivot.

Vil Netanyahu tage ansvar?

Netanyahu er ikke en person, der erkender fejl. I stedet har han forsøgt at placere ansvaret for tragedien på sikkerhedstjenesten, militæret og protestanterne, der protesterede mod hans regerings forsøg på at kuppe det juridiske system. På trods af at flere højtstående personer i både militæret og sikkerhedstjenesten, samt flere prominente politikere, selv fra hans eget Likud-parti, har erkendt deres ansvar i tragedien, har Netanyahu indtil nu kun formået at erklære, at alle vil blive nødt til at svare for deres del, inklusive ham selv, men at det først vil ske efter krigen. Han siger ikke, at han også har et ansvar, blot at han selvfølgelig også vil være en del af en undersøgelse, som kun bør startes efter krigen.

Netanyahu ved, at han ikke har opbakning blandt den brede befolkning og at han vil få endog særdeles svært ved at vinde et nyt valg og undgå at tage ansvar. Men han ved også, at så længe at han kan tækkes de ultraortodokse og de højre-ekstreme, så har han en chance, hvor lille den end vil være. På trods af, at den brede befolkning ser hele regeringen som korrupt og uegnet til at håndtere det ansvar, der kommer med at sidde i regeringen, er der folk, der stadig vil stemme på deres traditionelle partier. De national-religiøse, der traditionel hælder til højre og støtter bosætterbevægelsen, vil i det store hele blive ved med at stemme på Betzalel Smotrichs Religious Zionism, da de ved at der ikke er andre partier, der vil repræsentere bosættelserne, men tværtimod vil være decideret modstandere af bosætterbevægelsen. Det skulle dog være Itamar Ben-Gvirs Otzmah Yehudit, som dog anses for at være for ekstrem for mange. Han vil dog kunne overbevise nye radikaliserede israelere, især blandt de unge, om at han er den rigtige mand, hvis han formår at spille sine kort korrekt. På trods af at han er den nationale sikkerhedsminister og ingen af hans politiske løfter er nær at blive opfyldt, tværtimod, kan han henvise til det faktum, at han sjældent var med i de essentielle møder, hvor afgørende beslutninger angående Israels sikkerhed blev vedtaget, ligesom han heller ikke er en del af den nuværende nødregering. Han kan altså hævde, at hvis han var blevet givet muligheden, ville han have formået at gøre Israel mere sikkert. 

De to ultraortodokse partier, Shas og United Torah Judaism, der repræsenterer henholdsvis de nordafrikanske og mellemøstlige ultraortodokse, og de østeuropæiske ultraortodokse segmenter, vil givetvis ikke miste stemmer, da deres vælgere typisk stemmer i henhold til deres rabbineres angivelser. Men interne politiske forandringer kan dog resultere i en moderation i deres politiske positioner og en afvisning af at danne regering med Netanyahu. 

Netanyahus beregning er, at så længe han tilfredsstiller sine regeringspartnere, så vil de også støtte ham efter krigen. Derfor vil hans beslutninger være fokuseret på dette, på at tilfredsstille de andre partier, frem for at at fokusere på at håndtere den aktuelle kritiske situation. Han ved dog også, at han bliver nødt til at sikre sig det internationale samfunds støtte, i hvert fald USA og nogle af de større EU-lande. Men deres krav er i mange tilfælde krav, der går mod hans regeringspartneres interesser. Dette er ikke første gang, at Netanyahu er nødt til at garantere to parter med modstridende interesser, det sker ved næsten hver eneste regeringsdannelse. Hans løsning er altid at love dem, hvad de beder om, for så senere at forsøge at moderere løfterne og forventningerne, så de ender med at acceptere mindre end hvad de var lovede. Det er denne strategi, som han også bruger over for Israels støtter i det internationale samfund. Han ved, at hans regeringspartnere, i hvert fald Religious Zionism og Otzmah Yehudit, er imod så godt som alle krav stillet til Israel, hvad enten det er at tillade mere nødhjælp til palæstinenserne i Gaza eller om det er at dæmme op om volden på Vestbredden. Det er to ting, som han muligvis vil medgive i taler og udtalelser, men som han vil forsøge at undgå rent faktisk at udføre. Og så vidt han vil tillade det ene, vil det betyde at han ikke vil tillade det andet. Hvis han tillader nødhjælpen til palæstinenserne i Gaza, vil han holde sig fra at gøre noget ved bosættervolden. Også selvom dette kan føre til en eskalering af forholdene på Vestbredden og i bedste tilfælde forårsage endnu større fordømmelse fra vesten med svindende støtte, eller i værste tilfælde føre til en ny intifada og en ny front på Vestbredden.

Israel, med Netanyahu ved roret, er som et skib der forsøger at undgå at gå under i en storm, hvor besætningen forsøger at styre skibet ud af stormen, men hvor kaptajnen kun har øje for den skat, han mener ligger på den anden side af stormen, som han vil nå frem til uden hensyn til resten af besætningen. Netanyahu er en fare, ikke kun for palæstinenserne, ej heller kun for israelerne, men for hele regionen, siden han kun tænker på sin egen overlevelse og tager sine beslutninger derefter.