Det hasmonæiske dynasti var et jødisk dynasti fra antikken, der eksisterede fra år 140 til 37 før vestlig tid (fvt) og dækkede et område der mere eller mindre dækker Gaza, det centrale Israel og Vestbredden, samt lige syd for Libanon og den vestlige del af Jordan, med grænsen lige syd for Beer Sheba (se kort).

Dynastiet var først under seleukidisk-hellenisk kontrol fra 140 til 116 fvt, men opnåede derefter selvbestemmelse grundet det seleukidiske riges fald. Denne periode, der varede frem til 63 fvt, bød på en stor udvidelse af det hasmonæiske rige, med sejre over og indlemmelse af andre nabokongedømmer, som f.eks. idumæerne og ituræerne, to arabiske kongeriger. I 63 fvt blev hasmonæerne underlagt romersk kontrol og fortsatte som en romersk vasalstat. Det hasmonæiske dynasti endte i år 37 fvt, med Kong Herodes magtovertagelse. Den første hasmonæiske regent var Shimon HaTassi, den sidste var Antigunos II Matityahu.

 

De Hasmonæiske Regenter:

Shimon HaTassi (regerede 142-135 fvt)
Yohanan Hurqanos I (regerede 134-104 fvt)
Yehuda Aristobulus I (regerede 104-103 fvt)
Alexandros Yannay (regerede 103-76 fvt)
Shlomtzion Alexandra (regerede 76-67 fvt)
Yohanan Hurqanos II (regerede 67-66 fvt som konge, 63-40 fvt som ypperstepræst og etnark)
Aristobulus II (regerede 66-63 fvt)
Antigunos II Matityahu (regerede 40-37 fvt)

Det hasmonæiske dynasti opstod efter makkabæernes oprør mod den seleukidiske regent, Antiochos IV Epifanes, som forsøgte at undertrykke judæerne religiøst. Hovedfasen af oprøret, der blev ledt af Shimon HaTassis brødre, kendt som makkabæerne, foregik fra 167-160 fvt, men endte reelt først under Shimon HaTassis styre.