Jeg vil starte med at lægge et par kort på bordet, for jeg mener at det er vigtigt at have det følgende gjort klart:

Jeg elsker landet Israel, jeg elsker jøder, jeg vil se landet være fuld af jøder. Fra floden til havet, må landet blive fuld af jøder der er fuld af kærlighed til deres oprindelsested og alle der bor i landet.

Da Israel blev oprettet i 1948, var det planen at det skulle være en moderne stat, samt en jødisk OG demokratisk stat. Nødvendigheden syntes klart for zionisterne, det var det eneste svar på det jødiske spørgsmål. Hvis jøderne skulle have en plads blandt nationerne, skulle det være som et folkeslag i en nationalstat, ikke ulig mange af de andre moderne demokratier der var oprettet inden for de sidste 100-150 år. Kriteriet for hvem der kunne blive statsborger baseret på deres jødiske identitet havde nazisterne taget sig af, alle der var gode nok til at blive dræbt af nazister for at være jøde, var gode nok til at få statsborgerskab i den nye jødiske stat. Samtidig var det også vigtig at understrege, at Israel ikke kun var en stat for jøderne, men også et demokrati for alle dets indbyggere. De ikke-jødiske minoriteter skulle naturligvis have lige rettigheder med visse hensyn. Militærtjeneste, f.eks., var fritaget for de palæstinensiske israelere. Man kan ikke forvente at folk vil risikere at skulle kæmpe mod deres egne familier.

Tanken var smuk, i hvert fald som den blev udtrykt som beskrevet her. Men et eller andet gik galt. Præcis hvad er der flere bud på. De ultra-ortodokse fik kontrol over visse forhold, der endte med at være et konfliktpunkt for ikke-religiøse jødiske borgere, omend dette stort set har været et accepteret forhold, til i dag om ikke andet. Spørgsmålet om ikke-jøders mulighed for at få statsborgerskab i sammenligning med jøders ditto, har været et emne der har været diskuteret både ofte og hidsigt. Palæstinensere fik f.eks. frataget deres mulighed for at vende tilbage til de hjem, de var tvunget (eller som et alternativt narrativ fortæller det: var lokkede) til at forlade. Og endeligt besættelsen af de palæstinensiske områder/befrielsen af jødiske hjerteland.

Hvornår skete det? Ved selve oprettelsen af staten? I 1967 ved Israels sejr i Seksdageskrigen? I løbet af 70erne med højrefløjens politiske sejre, eller 80ernes palæstinensiske desperation der førte til den første initifada? Muligvis Oslo-aftalerne og de efterfølgende brud på samme. Den anden intifada gjorde i hvert fald noget ved den israelske mentalitet. Og i løbet af alt dette, bosætterbevægelsens fortsatte ekspanderen af bosættelser på Vestbredden og radikaliseringen af bosætterne.

Det er ikke fordi vi ikke har haft zionister, der har advaret om udviklingen og hvad det kan føre til. Fra personer som professor Yeshayahu Leibovits, der kaldte den religiøse zionisme for falsk messianisme, til lederes af Shin Bet der insisterede på at Israel skulle trække sig ud af Vestbredden, før det var for sent. Det virker til at ingen lyttede og nu har den falske messianisme, som Leibovits advarede om, lukket sin hånd om Vestbredden, i strid med advarslerne fra Shin Bet-lederne. “Yehudah og Shomron er jødisk hjerteland, det er kernen i Eretz Yisrael!” insisterer de på. Det er korrekt, hvad der populært omtales som Vestbredden på næsten alle sprog verden over, kendes på hebraisk som Yehudah og Shomron, Judæa og Samaria. Og det er, også korrekt, vigtige centrale dele af Eretz Yisrael, landet Israel. Men landet Israel er ikke staten Israel.

“Yehudah og Shomron er vores ret!” hævder bosætterbevægelsens intellektuelle og spirituelle tænkere. Det undskylder deres aktiviteter på Vestbredden, deres insisteren på at verden bør anerkende deres ret til både at kontrollere og bo på Vestbredden. Men det går én vej, det samme argument for at verdenssamfundet bør anerkende bosættelserne og acceptere jødisk-israelsk kontrol over samme, går ikke igen ved områder der pt. er under israelsk kontrol, men som historisk aldrig har været jødisk. F.eks. Negev, begyndende syd for Beersheva hele vejen ned til Eilat. Dette område har altid været arabisk, fra nabatæerne i antikken, til arabisk-islamisk kontrol over området, til 1948. Men Leibovitz’ falske messianister bekymrer sig ikke om den slags, der er ingen konsekvens i deres etiske og moralske krav, det gælder kun andre, ikke dem selv.

Zionismen kommer i to smagsvarianter, den politiske og den religiøse. Det er ikke den samme zionisme. Den politiske er primært fokuseret på at skabe en jødisk stat, hvor jøder verden over kan søge tilflugt hvis det skulle blive nødvendigt. Denne zionisme har dog fået nogle variationer, fra den socialistiske zionisme der altid har insisteret på en stærk jødisk og demokratisk stat inden for grænserne fra 1948, til en højre-orienteret og etnocentrisk zionisme, der flirter med den religiøse zionisme. Den primære uenighed går på om en sikker jødisk stat inkluderer direkte kontrol over Vestbredden eller ikke, samt på opfattelsen af hvor meget det jødiske skal fylde i forhold til det demokratiske samtalen om Israel som en jødisk og demokratisk stat.

Den religiøse zionisme ser Israel som det første skridt i den messianske udfrielse. Også her har vi en udvikling der har skabt et spektrum fra en religiøs zionisme, der ikke ser Judæa og Samaria som essentielle for denne første del af den messianske udfrielse, til en religiøs zionisme der ikke anerkender en israelsk stat uden Judæa og Samaria. Koste hvad det vil.

I begge tilfælde, for den politiske og den religiøse zionisme, synes de kræfter, der vil inkludere direkte kontrol over Vestbredden/Judæa og Samaria, at vinde. Og for dem helliger målet midlet. Palæstinenserne er en forhindring der i bedste tilfælde kan tolereres, så længe de ikke kommer i vejen, i værste fald må fjernes. Der er ikke plads til palæstinensere, der ikke anerkender Israels dominans og primære ret til området. En palæstinensisk insisteren på egen stat og israelsk tilbagetrækning bliver per automatik oversat til et ønske om et “judenrein” Vestbred. Det er muligvis tilfældet for nogle palæstinensere, men palæstinensisk lov taler ikke om et forbud mod jødisk tilstedeværelse, men mod israelsk tilstedeværelse. For både politiske og religiøse zionister, der insisterer på den direkte kontrol over Vestbredden/Judæa og Samaria, er det dog det samme. Israel er “jødisk” alle jøder er “Israel”. Hvem der så er jøder, det er et andet spørgsmål, mere og mere synes flere og flere folk, der ellers traditionelt har været anerkendt som en del af det jødiske folk, at blive anset som falske jøder.

Der er et opgør med det “demokratiske” i forhold til Israel som en “jødisk og demokratisk stat” blandt disse zionister, politiske og religiøse, der vil have direkte kontrol over Vestbredden/Judæa og Samaria. Det demokratiske element forhindrer dem i at udleve deres opfattelse af Israel som en “jødisk stat”. Det er et problem for dem. Deres opfattelse af hvad det vil sige at være “jødisk” er ikke foreneligt med at være “demokratisk”. Det er ikke et opgør der startede for tre måneder siden, det har været i gang i flere årtier. Muligvis siden 1967, hvor Israel “befriede” Jerusalem, Judæa og Samaria. Eller måske først i 1973, efter Yom Kippur-krigen, hvor man erkendte hvor tæt Israel var på at tabe det hele igen. Måske var det Rabbins og Arafats enighed om Oslo-aftalerne der gjorde udslaget, så det ikke længere kun var ekstreme religiøse elementer, men også højrefløjen blandt de politiske zionister, ledet af Netanyahu, der blev en del af opgøret.

Hvad der er sikkert er, at vi lige nu oplever en kamp der kan ende med en krig om Israels identitet som en “jødisk og/eller demokratisk stat”. Hvordan det ender vil afgøre fremtiden, ikke kun for jøderne, men også palæstinenserne.

Jeg har forladt zionismen, både den politiske og den religiøse. Jeg tror ikke at det er en positiv ideologi. Og selvom der er zionister, både politiske og religiøse, der er velmenende og som insisterer på demokratiet og oprettelsen af en palæstinensisk stat, så synes det uundgåeligt at en nationalistisk bevægelse vil ende med hvad vi ser, etnocentreret og religiøst chauvanistisk. Nationalistiske bevægelser insisterer i deres essens på at se verden i “dem og os”, der vil aldrig være mulighed for en sand accept af alle menneskers lige værdi og betydning. Men Gud skabte mennesket som mand og kvinde, vi er alle fra den samme kilde. Og skal vi tro den talmudiske forklaring for dette, er det for at ingen skal kunne hævde at deres forfader er mere værd end andres forfader. Endvidere, i følge Torah blev Israel valgt for at være et lys til nationerne, et eksempel til efterfølgelse. Og på trods af at vi kun er mennesker, fejlbarlige og begrænsede i vores kunnen og gøren, bør det vi ser nu ikke være det eksempel som Gud ville at vi skulle sætte for resten af verden.

Jeg elsker landet Israel, jeg elsker jøder, jeg vil se landet være fuld af jøder. Fra floden til havet, må landet blive fuld af jøder der er fuld af kærlighed til deres oprindelsested og alle der bor i landet. Men det skal ikke ske på bekostning af palæstinenserne og endnu mindre på bekostning af den mission som Gud gav os som folk. I så fald har verden ikke brug for det jødiske folk og vi har ikke kun svigtet Gud, men også os selv.