Dette er et indlæg jeg skrev i forbindelse med et lovforslag, der blev fremlagt for afstemning i 2014. Lovforslaget fokuserede på Israels identitet som en “jødisk stat”. I lyset af de seneste udviklinger i Israel, finder jeg det interessant at se, at den retsreform, som Yariv Levin (Likud) og Simcha Rothman (Religious Zionism) forsøger at få gennemtrumfet, reelt er en del af denne kamp om Israels identitet som enten en jødisk semi-religiøs stat kontra Israel som et jødisk demokrati, samt hvad der forstås ved de to forhold.

Kampen om Israels Identitet

Er Israel endelig ved at bekende kulør og sige farvel til det demokratiske til fordel for det jødiske? Det indtryk kan man nemt få, hvis man følger nyhederne i Israel i disse dage, hvor Netanyahus udspil til et lovforslag om Israels jødiske identitet synes at blive fremsat til afstemning i Knesset, efter at Netanyahus regering denne søndag vedtog det, under lange og heftige skænderier, der høres uden for de lukkede døre.

Men alt er ikke så ligetil og intet er endnu afgjort. Udspillet møder stor modstand fra dele af regeringen, hvor Tzipi Livni og Lapids ”Yesh Atid” har meldt klart ud, at man vil stemme imod selv hvis det betyder fyring fra regeringen. Dette har fået afstemningen udsat til næste uge og det ikke er usandsynligt, at udspillet vil blive nedstemt.
Med tanke på, at det heller er ikke det eneste eller det første udspil der er fremlagt, hvad skaber så al postyret og hvad går udspillet overhovedet ud på, siden det kan hidse folk op i den grad?

Basalt set er udspillet et forsøg på at definere og sikre Israel både som demokratisk og som jødisk, men hvad der skal lægges mere vægt på og hvordan man præcist skal opfatte de to størrelser, er kernen i diskussionen.

Selve baggrunden for balladen skal findes i Avraham Dichters lovforslag fra 2011, hvor han fremstillede 15 principper for definitionen af den jødiske stat. I dette forslag kan det bl.a. læses at Israel er ”nationhjem for det jødiske folk, hvor det (folket) kan realisere sin ambition for selvbestemmelse baseret på sin kulturelle og historiske arv”, samt at ”retten til national selvbestemmelse i Staten Israel tilhører entydigt det jødiske folk alene.” Det fremkommer endvidere at alle basislovene, inklusive det fremsatte forslag, skal tolkes i lyset af dette punkt. Dernæst bliver vi fortalt at staten Israel ”har et demokratisk styre, efterfulgt af en række principper, der skal styrke det jødiske elements rolle i staten, som f.eks. ”hebraisk lov” (jødisk religiøs lov) som inspiration for juridiske beslutninger, Shabbat som officiel hviledag, hebraisk som officielt sprog, med arabisk som havende ”en særlig status”.

Forslaget nåede dog kun til første høring, hvor det pt. stadig befinder sig, grundet bred kritik af forslaget. Den primære kritik gik på, at jøder tilgodeses i forhold til ikke-jødiske borgere af andre religioner, som på trods af at det angives at de skal have fri bevægelse i forhold til at besøge deres hellige steder og praktisering af deres religion, ikke kan forvente eller kræve støtte af staten til dette, på samme fod som jøder ellers vil kunne det. Staten er, kort sagt, udelukkende forpligtet overfor jøder og jødisk religion, men kan vælge at ignorere andre religioner. Ikke-jøder vil heller ikke kunne deltage i afgørelser, der involverer statens selvforståelse, hvilket reelt afskærer dem fra en borgerret, som kun vil blive tildelt jøder.

Sidenhen er der kommer fire andre udspil på bordet, som dog er blevet tilføjet rettelser eller som endnu ikke fremstår i deres endelige form.
Tzipi Livni er formand for et udvalg oprettet i sommers, med opgave at fremstille et lovforslag, der skulle definere forholdet mellem det jødiske og det demokratiske element i samråd med prof. Ruth Gaviron, der er ekspert i israelsk konstitutionel lov, mens Yariv Levin fra Likud og Ayelet Shaked fra Beit Yehudi har fremsat et forslag baseret på Dichters forslag, dog med modifikationer. Ze’ev Elkin, fra Likud, fremsatte også et forslag, der blandt andet helt fjernede arabisk som officielt sprog – og endelig er der Netanyahu, der har fremsat en nedvandet version af Elkins forslag – det er dette forslag, der var til afstemning i regeringen denne søndag og som forventes fremsat til lovafstemning.

Der er flere punkter, der er kritisable, men det er de fire første punkter, der gør hele udkastet problematisk:

  • Landet Israel er det historiske hjemland for det jødiske folk og hvor staten Israel blev oprettet.
  • Staten Israel er det nationale hjem for det jødiske folk, hvor det (folket) har udnyttet dets ret til selvbestemmelse i henhold til dets kulturelle og historiske arv.
  • Retten til at udføre national selvbestemmelse i staten Israel er unik for det jødiske folk.
  • Staten Israel er en demokratisk stat, baseret på principperne om frihed, retfærdighed og fred, i henhold til de israelitiske profeters visioner, der vil sikre personlig frihed for alle dets borgere, i henhold til alle love.

På trods af at punkt 4 taler om personlig frihed for alle borgere i Israel, trumfes det af punkt 3, der fastslår at kun jøder har ret til national selvbestemmelse i Israel. Staten er altså underlagt den jødiske identitet i forhold til dette udspil og det demokratiske element kommer efter det jødiske. Det er også Elkins intention, som udtalte at det jødiske skulle overtrumfe det demokratiske, når de to elementer er i modstrid med hinanden, ligesom det også fremgår af andre punkter, som f.eks. at staten vil opfordrer til dannelsen af jødiske bosættelser (inden for statens grænser), ligesom det vil være statens ansvar at fostre og sikre det jødiske, hvor andre religioner og kulturer selv må varetage deres egne interesser.

Kritikkerne af udspillet påpeger netop dette, at ikke-jøder ender med at blive andenklasses-borgere i en jødisk og ikke særlig demokratisk stat, samt at timingen for udspillet i sig selv bare er et forsøg på at hælde brænde på et bål, der synes mere og mere uden for kontrol. Lapid relaterede f.eks. i en tale på Tel Aviv Universitet til et besøg han foretog hos Zidan Zaifs familie, en drusisk politibetjent der blev dræbt under det nylige terrorangreb mod en synagoge i Har Nof-kvarteret i Jerusalem, hvor han forsøgte at beskytte det angrebne jøder i synagogen. Lapid spurgte retorisk, hvad man skal fortælle familien nu, ”at vi er ved at vedtage en lov, der vil gøre dem til andenklasses-borger?”

De, der støtter op om forslaget, hævder modsat at netop pga. den aktuelle situation er det vigtigt med et lovforslag, der vil sikre Israels jødiske identitet, samt forhindre diverse grupper i deres ”nationale stræben”.

Det er dog ikke sikkert, at udspillet vil blive vedtaget som lov og det er muligvis heller ikke meningen. Netanyahu har været udfordret flere gange af både Lapid og Livni, især i forhold til Netanyahus foretrukne politik i forhold til palæstinenserne. Lapid og Livni har dog også meldt ud, at de vil stemme imod forslaget her – de syv ministre der stemte imod forslaget i regeringsvedtagelsen var netop Tzipi Livni og alle medlemmerne af Yair Lapids ”Yesh Atid” – også selvom det vil koste dem deres pladser i regeringen. De spekulerer begge højlydt i, at det netop er dét Netanyahu ønsker, så han kan fyre dem fra regeringen, en handling der vil sikre regeringsammenbrud, som igen vil føre til valg, et valg som er sikker på at styrke højrefløjen pga. den situation Israel befinder sig i med arabiske optøjer og forhøjet terror. Det vil betyde, at Netanyahu vil gå af med sejren og sikkert kunne danne regering uden at skulle invitere Yesh Atid og HaTnuah med ombord, samtidigt med at Netanyahu kan markere sig over for sine udfordre på højrefløjen, Naftali Bennet fra Beyt HaYehudi og Avigdor Lieberman fra Yisrael Beyteenu, samt Moshe Feiglin fra Netanyahus eget parti, der ellers spås store chancer for at overtage formandsposten.

Der er altså tale om to ting; på den ene side er det diskussionen om Israels identitet og konflikten om staten skal være mere demokratisk end jødisk eller mere jødisk end demokratisk – en diskussion, der reelt har været ført siden statens oprettelse i 1948, samt en forberedelse til et kommende valg, der om muligt kan komme før end ventet og hvor Netanyahu kan udnytte den umiddelbare situation i Israel, til at styrke sin kontrol og indflydelse i en kommende regering.