I det følgende vil jeg forsøge at give en generel introduktion til de jødiske juridiskeværker, startende med de grundlæggende tekster og så bevæge mig frem til de forskellige værker af i dag.

Det er værd at påpege, at jeg forholder mig til den rabbinske tradition og derfor ikke kommer til at relatere til tekster, der holdes i hævd af andre jødiske retninger.

Introduktionen vil blive postet over to omgange, grundet det store omfang, ca. 8-10 A4-sider. Den første post vil fokusere på det grundlæggende værker, Torah, Mishnah og Talmud, hvor den følgende vil fokusere på senere juridiske værker af betydning.

Den Skrevne Torah – De Fem Mosebøger

Ved overrækkelsen af Torahen på Sinaj-bjerget, blev den givet til Moses i skreven og i mundtlig form. Den skrevne form er de tekster, vi kender som de Fem Mosebøger, mens den mundtlige er den tradition, der endeligt blev nedskrevet i de værker, der kendes som Mishnah og Tosefta, samt nogle traditioner, der overlevede mundtligt og blev samlet løst i Gemarrah, der er en kommentar på den mundtlige tradition, samt kommentarer til kommentarerne.

Hvor den skrevne Torah udstikker reglerne, uddyber og detaljerer den mundtlige tradition disse regler. Ifølge den jødiske tradition er der 613 bud, 365 positive bud (påbud) og 248 negative bud (forbud), traditionelt kendt som ”tarya”g hamitzwot”, der er den hebraiske værdi for 613.[1]

De Fem Mosebøger er ikke kun lov, men også historiske beretninger om diverse hændelser. 

Første Mosebog fokuserer primært på udviklingen fra verdens begyndelse til Israels bosættelse i Egypten. Der er meget få love, der er baseret på Første Mosebog og størstedelen af disse, anses som værende ”noahitiske”, altså gældende for ikke-jøderne. Af de vigtigste bud nedfældet her, kan nævnes omskærelsen og gæstebuddet, begge baseret på Abraham.

Anden Mosebog tager udgangspunkt i israelitternes slavetilværelse i og udfrielsen fra Egypten. Det er reelt i denne bog, at lovgivningen for Israel begynder. Kapitel 12 indledes med påbuddet ”Denne måned skal være jeres nytårsmåned. I skal regne den for den første af årets måneder” (2. Mosebog 12:2), som er det første bud, der gives specifikt til Israel og derfor argumenteres det af senere rabbinske autoriteter, at Torahen reelt burde have startet her, men på grund af fremtidig polimik over det Hellige Land, startede Torahen ”fra begyndelsen”. Det er også i denne bog, at vi kan læse om Israels modtagelse af Torahen ved Sinaj-bjerget, der etablerer pagten mellem Gud og Israel.

Tredje Mosebog fokuserer primært på Levitternes status som præsterne, med regler der relaterer til tabernaklet, det hellige, samt en lang række renheds- og rituelle regler.

Fjerde Mosebog har fokus på en del konflikter, samt muligheden for at træde ind i det Hellige Land. Derfor følger det også naturligt, at mange af budene i denne bog har med krigsførelse og organisering af folket at gøre.

Femte Mosebog er en opsummering af de foregående tre bøger, der understreger de fleste bud, der allerede er givet, samt nye bud der relaterer til den endelige indgang til det Hellige Land.

Der er naturligvis en del bud, som ikke falder ind under nogen af de nævnte kategorier.

Den Skrevne Torah opfattes som det ultimative fundament for al jødisk religiøs lov, omend ikke alle love og regler er baseret på den skrevne Torah, nogle er senere almindelige praksiser og traditioner, samt rabbinske vedtagelser der forholder sig til senere udviklinger (f.eks. er fejringen af Hanukkah baseret på en rabbinsk bestemmelse, da hændelsen, der ligger til grund for højtiden, faldt efter Bibelens kanonisering).

Den Mundtlige Overlevering

Op indtil starten af det andet århundrede efter vestlig tid, var der en mundtlig overlevering, der tolkede og udlagde budene i den Skrevne Torah. Det blev fastholdt af farisæerne, at dette var en tradition, der gik tilbage til Sinaj og var autoritativ tolkning af Torahen. Så insisterende var de på det, at det blev fastholdt, at en person der nægter en rabbiners tolkning – vedtaget som gældende lov – fortjente dødstraf, men en der nægtede en lov fra den skrevne Torah, ikke fortjente dødstraf (men en mildere straf). Dette skal ikke forstås som at den mundtlige overlevering sås som værende af større betydning end den skrevne Torah, men derimod at der var så bred konsensus om den skrevne Torah, at man ikke ville stille spørgsmålstegn ved den, det kunne man til gengæld opleve med den mundtlige tradition. Det er altså mere et spørgsmål om at fastsætte autoritet, end det er et spørgsmål om hvilken af de to, der var mest autoritativ. Al lov skulle baseres på Torahen og Torahens bud var ikke til diskussion. Det var til gengæld de mundtlige overleveringer, indtil de blev endeligt vedtaget, hvilket de ikke altid gjorde. Perioden under det Andet Tempel var kendetegnet ved en juridisk pluralisme, der senere blev inddæmmet. Vi kan f.eks. se diskussionerne mellem Hillel og Shammai, to farisæere der levede omkring år 0 vestlige tid (og som lagde grund til de to skoler efter deres navne, Hillels skole og Shammais skole, som skulle fortsætte uoverensstemmelserne mellem de to), hvor begges afgørelser blev alment accepteret.

Med Templets ødelægges i år 70 vestlige tid, begyndte institutionaliseringen af jødisk religiøs lov. Dette skal både ses i lyset af nødvendigheden for enighed, samt udryddelsen af de andre jødiske sekter, essenerne og saddukæerne, samt de jødekristnes senere løsrivelse fra jødedommen.

På grund af uddrivelsen af et stort antal jøder, der voksede med Bar Kochba-oprøret i 132-135 vestlige tid, blev kontakten til den babylonske menighed cementeret og med det den babylonske indflydelse på udviklingen af jødisk religiøs lov. Der var andre jødiske centre i diasporaen, der oprindeligt havde en hvis indflydelse, f.eks. i Alexandria i Egypten, men med det jødiske oprør i 115-117, Kitos-krigene, blev forholdene forringet for jødiske menigheder i den romersk-græske verden og de mistede ikke kun indflydelse i forhold til ikke-jøderne, men også i forhold til andre jødiske menigheder.

Grundet forholdene i det andet århundrede, begyndte rabbinerne at overveje at nedskrive den mundtlige tradition. Det første eksempel på dette, som vi kender til er rabbi Akivas Mishnah, en samling af mundtlige overleveringer, der var organiseret i seks bøger, kaldet ”ordener” (det hebraiske ord ”seder” betyder ”orden”, noget der er organiseret). Værket overlevede ikke, men vi ved at det influerede hvordan den senere rabbi Yehudah haNasi organiserede hans Mishnah, der blev den endelige Mishnah.

Der er også enkelte midrashim (fra roden ”d-r-sh”, der betyder at ”søge noget ud, finde”), jødiske fortolkninger af Bibelen. De tidligste midrashim er alle halachiske, altså fokuserede på jødisk lov (halachah er det hebraiske ord for jødisk religiøs lov, fra roden ”halach”, at gå – indikerende at gå den rette vej under Guds åsyn).

 

Mishnah og Tosefta

Som sagt samlede rabbi Yehudah haNasi en Mishnah, hvilket skete i starten af det tredje århundre (ca. 200-220 vestlig tid). Dette værk er den autoritative samling af den mundtlige lov, men ikke den eneste. Det er del i seks ”ordener”, bøger, med hvert sit fokus, omend det fokus ikke er et fast princip. Hver af bøgerne er opdelt i ”traktater”, der hver især er opdelt i kapitler, der igen er opdelt i ”mishnayot”, mundtlige traditioner. Hovedafsnittene er inddelt efter længden på traktaterne, hvor den længste er skrevet først. Den eneste undtagelse er Brachot i første Seder, som sandsynligvis er ment som indledning (Brachot er hebraisk for ”lovprisninger”)

Navnet “Mishnah” henfører til værkets sammensætning af mundtlige traditioner, eller overleveringer. Ordet kommer af roden ”sh-n-h”, at gentage noget igen og igen. Vi finder det også i andre sammenhæng, f.eks. ”shanah”, år, en tidsperiode der gentages igen og igen i samme form. Måden det læres videre på er ved konstant gentagelse, indtil det sidder på rygradden, ikke ved at skrive det ned – noget der også var stor modstand mod. Vi kan se det bl.a. fra ordet ”w’shinantam” – ”at lære dem”, fra Femte Mosebog 6:7.

Når man citerer fra Mishnah, gøres det ved at henvise til traktat, kapitel og paragraf (f.eks. Ber. III, 2).

De seks hovedafsnit med dertilhørende traktater og kapitler er som følger (hvor hovedafsnittet er nævnt som stort, traktaten med navn – emne – antal kapitler og om den findes i Talmud Bavli (B) eller Talmud Yerushalmi (Y)):

Zera’im (om landbrug)

Brachot – ”Velsignelser”

Bestemmelser vedrørende liturgien

9 kapitler – BY

Peah – ”Hjørne”

Angående spørgsmål om ”hjørnerne på marken”

8 kapitler – Y

Dammai – ”Tvivlsom”

Hvordan man skal forholde sig til korn og lignende, erhvervet fra en person man mistænker for ikke at have givet tiende til ypperstepræsterne.

7 kapitler – Y

Kilayim – ”Blanding”

Om blanding af kornsorter og krydsninger, forbudt i henhold til Torah

9 kapitler – Y

Sh’viit – ”Syvende”

Regler for Sabbatsåret (det syvende år)

10 kapitler – Y

Terumot – ”Gaver”

Regler vedrørende offergaver

11 kapitler – Y

Maaserot – ”Tiende”

Regler for levitternes tiende

5 kapitler – Y

Maaser Sheni – ”Den anden tiende”

Regler vedrørende tiende af afgrøder i Israel

5 kapitler – Y

Challah – ”Dej”

Regler om delen af dej der skal gives præsterne.

4 kapitler – Y

Orlah – ”Uomskåren”

Regler for frugten fra træer under de første fire år fra de er plantet

3 kapitler – Y

Bikkurim – ”Første-frugterne”

De første frugter til Templet

3 kapitler – Y

Mo’ed (om festerne)

Shabbat – ”Sabbatten”

Ikke-tilladt arbejde og handlinger på Shabbaten

24 kapitler – BY

Erubin – ”Sammenlægninger”

Behandling af teoretiske spørgsmål der kan opstå på baggrund af reglerne vedr.Shabbat, f.eks. angående hvilke grænser der ikke må overtrædes samt hvordan de eventuelt kan udvides

10 kapitler – BY

Pesachim – ”Påskefester”

Regler for afholdelse af Påsken

10 kapitler – BY

Shekalim – ”Shekeler”

Den årlige Tempelskat

8 kapitler – BY

Yoma – ”Dagen”

Regler for Yom Kippur

8 kapitler – BY

Sukkah – ”Bod”

Regler for fejringen af Sukkot

5 kapitler – BY

Betzah/Yom Tov – ”Æg/Fest”

Regler for forbudt og tilladt arbejde i højtiderne

5 kapitler – BY

Rosh haShanah – ”Nytår”

Regler for fejringen af det jødiske nytår

4 kapitler – BY

Taanith – ”Faste”

Regler vedrørende faster

4 kapitler – BY

Megillah – ”Rulle”

Regler vedrørende oplæsning afSeder Ester under Purim

4 kapitler – BY

Mo’ed Katan – ”Den lille fest”

Reglerne for dagene mellemPesach og Sukkot

3 kapitler – BY

Chagigah – ”Festofre”

Regler for ofre givet på de tre pilgrimsfester

3 kapitler – BY

Nashim (Familieret)

Yevamot – ”En broders barnløse enke”

Omhandler reglerne for ægteskab med en barnløs svigerinde og omfanget af forbudte relationer vedrørende ægteskab

16 kapitler – BY

Ketuvot – ”Dokumenter”

Behandling af medgift og ægtepagt

13 kapitler – BY

Nedarim – ”Løfter”

Om afgivelse og ophævelse af løfter, specielt vedrørende kvinder

11 kapitler – BY

Nazir – ”Nasiræer”

Regler vedrørende nasiræer-løftet

9 kapitler – BY

Sotah – ”Formodning om ægteskabsbrud”

Vedrørende gifte kvinder der er mistænkt for utroskab

9 kapitler – BY

Gittin – ”Skilsmisser”

Regler for ophævelse af ægteskabet

9 kapitler – BY

Kiddushin – ”Helliggørelse”

Vedrørende ægtestanden

4 kapitler – BY

Nezikin (om civile love og strafferet)

Baba Kamma – ”Den forreste port”

Regler for skader på ejendom og personskader

10 kapitler – BY

Baba Metzia – ”Den midterste port”

Regler om funden ejendom, kautionering, salg og leje

10 kapitler – BY

Baba Batra – ”Den bagerste port”

Regler om fast ejendom og arv

10 kapitler – BY

Sanhedrin – ”Domstole”

Regler for domstole, deres procedurer og alvorlige forbrydelser (eventuelt med tilhørende dødsdom)

11 kapitler – BY

Makkot – ”Striber”

Regler om personer der begår mened, tilflugtsbyer og forbrydelser med piskning som afstraffelse

3 kapitler – BY

Shevuot – ”Edsaflæggelser”

Om edsaflæggelse, både private og ved domstole

8 kapitler – BY

Eduyot – ”Vidnesbyrd”

En samling af vidnesbyrd afgivet af rabbinere vedrørende beslutninger taget af tidligere autoriteter

8 kapitler

Avodah Zara – ”Afgudsdyrkelse”

Om hedenske ritualer og afgudsdyrkelse

5 kapitler – BY

Pirkey Avot – ”Fædrenes Ord”

En samling af etisk og moralsk lære, givet af Tannaim

5 kapitler

Horayot – ”Beslutninger”

Om utilsigtet synd grundet fejlinstruktioner fra religiøse autoriteter

3 kapitler – BY

Kodashim (om Templet)

Zevachim – ”Ofringer”

Regler for systemet for ofringer i Templet

14 kapitler – B

Menachot – ”Måltidsofringer”

Regler for mad og drikkeofringer

13 kapitler – B

Chullin – ”Profane ting”

Regler for slagtningen af dyr samt reglerne angående mad

12 kapitler – B

B’chorot – ”Førstefødte”

Omkring de førstefødte, både mennesker og dyr

9 kapitler – B

Arachin – ”Vurderinger”

Om bedømmelse af den tilsvarende værdi af personer og genstande lovet Templet

9 kapitler – B

Temurah – ”Erstatninger”

Om udskiftelse af dyr dedikeret til Templet

7 kapitler – B

Keritot – ”Bortskærelse”

Om synder der straffes med ”bortskærelse” (af folket)

6 kapitler – B

Meilah – ”Ejendomskrænkelse”

Om vanhelligende behandling af Templets ejendom

6 kapitler – B

Tamid – ”Det fortsatte offer”

Beskriver det daglige ritual i Templet

7 kapitler – B

Middot – ”Dimensioner”

Om arkitekturen for Templet

5 kapitler – B

Kinnim – ”Fugle”

Regler for ofringer af fugle

3 kapitler – B

T’horot (regler for rituel renhed)

Keylim – ”Beholder”

Omhandler rituel tilsmudsning af redskaber

30 kapitler

Ohalot – ”Telte”

Omhandler tilsmudsning grundet et kadaver

18 kapitler

Negayim – ”Sygdomme”

Regler vedrørende sygdomme

14 kapitler

Parah – ”Ko”

Regler omhandlende den røde kvie

12 kapitler

Teharot – ”renhedsgrader”

Eufemisme for besudlinger der holder til solnedgang

10 kapitler

Mikvaot – ”Bad”

Regler for forholdene for bade til rengørelse af rituel urenhed

10 kapitler

Niddah – ”Urenhed ved Menstruation”

Regler omhandlende menstruation

10 kapitler – BY

Machshirin – ”Forberedelser”

Om væsker som leder for urenheder

6 kapitler

Zavim – ”Personer der lider af flydende væsker”

Omhandler urenhed pga. fysiske lidelser

5 kapitler

Tabul Yom – ”Neddykket i løbet af en dag”

Om personer der har gennemgået et bad, men ikke har færdiggjort renselsesprocessen før solnedgang

4 kapitler

Yadayim – ”Hænder”

Om tilsmudsning af hænderne og hvordan de bliver gjort rene igen

4 kapitler

Uktzin – ”Stængler”

Behandling af frugtstængler som ledere for urenheder

3 kapitler

Mishnah er præget af et meget præcist sprog, der sjældent inkluderer diskussionerne bag vedtagelserne, omend der bestemt er undtagelser. Det er heller ikke alle traktater, der er består af juridiske vedtagelser, Pirkei Avot – Fædrenes Lære – er for eksempel en undtagelse, bestående mere af etiske påbud, tillagt generationerne af rabbinerne. Den etiske lære er ikke det eneste formål med Pirkei Avot, det er også et forsøg på at føre den mundtlige tradition tilbage til Sinaj, via de forskellige traditioner af rabbinere, der hver især har ”modtaget Læren” fra den foregående generation. På trods af at Pirkei Avot findes i Mishnah-samlingen, er det mest sandsynligt at dette er en senere tilføjelse. Det sidste kapitel, det sjette kapitel, er med sikkerhed en senere tilføjelse, hvilket også direkte nævnes af traktaten selv.

Mishnah, som vi kender den i dag, blev redigeret og samlet på skrift af Rabbi Yehudah haNasi omkring år 200 alm. tid., men der har muligvis været andre samlinger, da den nogle steder omtaler en Mishnah haRishonah (den første Mishnah). Dette skyldes sandsynligvis omfanget af denne tradition, samt Yehudah haNasi’s ønske om kun at få samlet de vigtigste principper, der kunne lægge grund for senere juridiske udledninger. Men mange overleveringer af essentiel betydning for forståelsen af de overleveringer fundet i Mishnah, manglede. Derfor besluttedes det i generationen efter Yehudah haNasi at forsøge at samle de resterende mundtlige traditioner. Dette værk blev kendt som Tosefta, ”tilføjelsen”, et aramæisk navn. Begge værker er dog på hebraisk, med låneord fra græsk og aramæisk.

Tosefta er et længere værk end Mishnah, men struktureret stort set efter samme mønster. De fleste mishnayot fungerer som et ekstra lag til de mishnayot vi finder i Mishnah og hjælper dermed til en uddybelse af forståelsen af Mishnah.

Kort efter udarbejdelsen af Mishnah og Tosefta, begyndte man at skrive kommentarer til Mishnah. Til at starte med bestod dette primært i at strukturere mishnayot fra Tosefta, så de kunne uddybe mishnayot fra Mishnah, med dertilhørende forklaringer. Senere kom der forklaringer til disse mishnayot, der forsøgte at uddybe omstændighederne for mishnayot og endelig senere blev der tilført kommentarer, der havde et større fokus på teologiske diskussioner. Disse kommentarer kendes under navnet ”gemara”, aramæisk for ”at studere”. Denne tradition forekom to steder samtidigt, i det Hellige Land samt i Babylon. Den ene tradition tog navn efter Jerusalem, den jerusalmiske gemara, mens den anden to navn efter Babylon, den babylonske gemara. Disse tre samlinger, Mishnah, Tosefta og Gemara, udgør tilsammen de to talmuder, der igen tog navn efter deres geografiske baggrund, Talmud Yerushalmi, med den jerusalmiske gemara, samt Talmud Bavli, med den babylonske gemara.

 

Talmud

De to talmuder følger mere eller mindre samme struktur, men der er forskelle. Hvor Talmud Yerushalmi fokuserede mere på forhold, der var essentielle for det Hellige Land (der er love, der kun gælder i det Hellige Land), såsom landbrug, fokuserede Talmud Bavli på andre forhold. Talmud Yerushalmi nåede ligeledes aldrig sin færdiggørelse, da jøderne oplevede stor forfølgelse fra de kristne byzantinske regenter i starten af det femte århundrede, og redaktørerne af Talmud Yerushalmi blev nødt til at flygte. Det var ikke tilfældet for Talmud Bavli, der blev færdigredigeret i starten af det syvende århundrede (nogle mener i starten af det sjette århundrede, en diskussion der er baseret på uenighed om de såkaldte Savoraim, en generation der forekom umiddelbart efter Amoraim, den talmudiske generation, hvorvidt de skal ses som de endelige redaktører af den babylonske talmud).

Talmud Bavli er den autoritative af de to talmuder og lægger grund til størstedelen af senere juridiske beslutninger i jødisk lov. Talmud Yerushalmi synes ofte ”overset” i forholdet mellem de to, omend den dog har været inddraget i vigtige kontroverser og juridiske kendelser gennem tiden.  Dog peger det større antal manuskripter der er fundet af Talmud Bavli i sammenligning med ditto antal manuskripter af Talmud Yerushalmi, på den større vigtighed der er lagt på Talmud Bavli.

Dette skyldes bl.a. det allerede nævnte forhold, at Talmud Yerushalmi aldrig blev færdigredigeret, hvilket er tydeligt når man relaterer til det til tider uklare sprog, man finder i den, men det skyldes også en kontrovers mellem de babylonske yeshivot – religiøse skoler – og babylonsk praksis på den ene side og ditto skoler i det Hellige Land på den anden side, en kontrovers der fortsatte ind i de efterfølgende generationer.