Hvad er jødedom?

De fleste vil givetvis svare, at det er en religion. Men hvad mener vi med “jødedom”? Hvis vi taler om en religion, hvad tror man på, hvis man følger denne religion? Hvornår begyndte religionen? Hvornår er man jøde, altså en person, der følger religionen “jødedom”? Hvem afgør hvad “jødedom” er?

Disse spørgsmål bliver ofte svaret med nogle forudindtagede standardsvar, hvor der peges på nogle centrale forestillinger eller symboler, som f.eks. “Det Gamle Testamente”, “Farisæere”, “Ortodokse jøder”, som igen typisk forestilles klædt i sorte bukser, hvid skjorte, sort jakke og hat. Sproget er typisk yiddish og/eller hebraisk, hvis man har en forestilling om dette. For de, der har sat sig en smule mere ind i det jødiske, tænker man måske også på Torah og kosher, ligesom ens forestilling er en smule mere varieret, men dog stadig med jøderne bærende en form for tildækning af hovedet og værende en smule eksotisk.

 

En ende på stereotypiske forestillinger

Idéen med denne blog er at gøre op med de stereotypiske forestillinger. De er ofte ikke grebet ud af den blå luft, men der er langt mere til det, end hvad disse stereotyper byder på.

Udfordringen ligger dog ikke så meget i, at forklare at der er mere til jødedommen og jøderne, end hvad stereotyperne byder på. Det kan gøres med en sætning. Udfordringen ligger i at præsentere de mange alsidige tilgange til jødisk religion og kultur, som altid har været en del af det overordnede “jødedom”.

Her støder vi på den første afgørende udfordring, for hvor sætter vi grænserne for hvad vi taler om, når vi taler om “jødedom”? Den udfordring vil vi fokusere på i dette indlæg. Eller rettere sagt, vi vil ikke lave en endelig definition af hvad “jødedom” er, men mere metoden for hvordan bloggen vil arbejde med “jødedom” som begreb.

 

Tilbage til udgangspunktet

Lad os vende tilbage til udgangspunktet: Hvad er jødedom? Lad os holde fast i jødedommen som “religion”. På trods af, at der er de, der vil definere jødedom som “kultur” – hvilket ikke er helt forkert, synes der dog at være større problemer forbundet med definitionen af jødedom som kultur, end at definere jødedom som religion, der til gengæld er en del af jødisk kultur. Kultur er ofte langt mere flydende end tilfældet er det med religion. På trods af at religion ofte opleves subjektivt, er der stadig nogle faste kendetegn – ritualer, tekster, mm. – der hjælper til at definere en ramme for hvornår vi bevæger os fra en religion til en anden.

Hvordan gør vi det? På trods af at vi typisk taler om jødedommen som noget klart og afgrænset, er vi ofte også præsenteret for forhold, som viser at jødedommen er alt andet end klar og afgrænset. Nogle eksempler fra moderne forhold, er henholdsvis de ultra-ortodokse jøder og reform-bevægelsen. De grundlæggende tekster er de samme, dvs. der refereres til henholdsvis Torah og Talmud, men tilgangen er så konsekvent forskellig, at man får fornemmelsen af at der er tale om to forskellige religioner. Et historisk eksempel er farisæerne og saddukæerne, begge nævnt i det Ny Testamente, som begge relaterede til Torahen og den jødiske bibel, men som forholdte sig forskelligt til henholdsvis den mundtlige tradition (der senere ville blive nedskrevet og kommenteret på i Talmud) og Templet.

 

Tre tilgange til Jødedommen som religion

Jeg vil kort præsentere tre forsøg på at definere og behandle religioner, de to første med fokus på studiet af jødedommen som religion og den tredje fokuseret på religion bredt som fænomen.

Den første tilgang er Jacob Neusners “jødedomme”. Altså jødedom i flertal, hvor han skelner mellem de forskellige jødiske religioner. Han har især de antikke jødiske bevægelser i tankerne, det vil sige f.eks. farisæerne, essenerne og saddukæerne. Han argumenterede for, at det er forkert at tale om én jødedom, men at vi derimod bør relatere til forskellige jødiske religioner.

Michael L. Satlow argumenterer dog for, i den anden tilgang, at Neusners tilgang har det samme problem, som fokuset på “Jødedom” gør det. Nemlig problemet med at afgrænse hvor den ene jødedom begynder og den anden ender, samt at redegøre for essensen af de forskellige jødedomme. Han baserer sig i stedet på en polytetisk definition af jødedommen, frem for en essentiel definition. Det vil sige at følgerne af jødedommen, jøderne, deler en række overlappende egenskaber, men ikke nødvendigvis de samme. Altså, to jøder kan have dele af de overlappende egenskaber, uden at det nødvendigvis er de samme egenskaber. Den samlede gruppe af overlappende egenskaber, definerer hvad der er “jødedom”.

Dette er inspireret af en professor i religion, Jonathan Z. Smith, som også inspirerede Satlow i brugen af et tredelt “kort”, der hjælper til at finde frem til de overlappende egenskaber. Disse tre “kort” kalder han henholdsvis a) “Israel”, med fokus på identitet og selvforståelse, b) teksttradition, med fokus på teksterne der relateres til i den jødisk-religiøse tradition, samt c) religiøs adfærd, med fokus på riter, ritualer, måde at agere på, mm.

Den tredje tilgang findes hos middelalder-historikeren Gavin I. Langmuir, der benyttede sig af en dobbelt definition, af henholdsvis “religion” og “religiøsitet”. Han erkendte – som andre havde gjort det før ham – at det religiøse ofte er en subjektiv oplevelse og at to personer, der bekender sig til samme religion, ofte har forskellige oplevelser af religionen. Han beskrev denne subjektive oplevelse som “religiøsitet”, der var summen af flere forskellige symbolske relationer i individets oplevelse af verden og hans plads i denne oplevede verden.

Samtidig påpegede han på, at religion også er et socialt fænomen og at der ofte er en autoritativ udlægning af religionen som netop dette, altså som et socialt fænomen. Han definerede derfor religion som “de elementer af religiøsitet, som er udtrykkeligt fastsat af folk, med udøvende myndighed over andre folk.”

Dvs., at de folk, der gives autoritet over andre, i forhold til elementerne af religiøsitet der opleves subjektivt, er de, der fastsætter religionen. Denne autoritet kan gives frivilligt, f.eks. af en gruppe disciple, der følger en religiøs mester, eller den kan håndhæves med magt, f.eks. en stat der giver en præstestand magten til at afgøre religiøse spørgsmål.

Det betyder ikke, at individets religiøsitet behøver at følge religionen. Religiøsiteten er stadig den subjektive oplevelse. Men i forhold til den offentlige udøvelse, vil individet enten kun være én blandt mange stemmer, eller han vil afvige fra religionen som den er fastsat af autoriteterne, hvis ikke han følger deres angivelser og tilpasser sin religiøse adfærd i forhold til dette.

 

Bloggens tilgang til Jødedommen som religion

Jeg vil her på bloggen benytte mig af en blanding af de to sidste. Som Satlow mener jeg også, at jødedommen består af en masse forskellige udtryk, hvor nogle udtryk kun opleves af nogle jøder, mens andre udtryk kun opleves af andre jøder. Men hvor jøde A måske har egenskab 1 og 2, har jøde B egenskab 2 og 3, mens jøde C har egenskab 3 og 4. Jøde A og C har ingen egenskaber til fælles, men de har begge egenskaber til fælles med jøde B.

Samtidig giver Langmuirs definition af henholdsvis “religion” og “religiøsitet” også mening. Vi har i dag i vesten en tilgang til religion, hvor det ofte giver mere mening at tale om “religiøsiteter”, mens forholdet i mellemøsten (Israel i forhold til jødedommen) og historisk har været, at der eksisterer eller har eksisteret nogle afgørende autoriteter, der fastsætter religionen.

Endeligt er Satlows tre “kort” også gode at følge, i forhold til at kategorisere de forskellige forhold; identitet, tekst og adfærd, som jeg også vil forsøge at følge her på bloggen.

Så lad os vende tilbage til det originale spørgsmål: Hvad er jødedom? Vi har endnu ikke et svar, men vi har fundet ud af, hvordan vi kan finde svaret. Udgangspunktet for bloggen er identitet, derefter teksttradition og endelig adfærd. Altså, hvem har historisk været “jøde”, hvilke tekster har “jøderne” typisk relateret til” og hvilken adfærd har disse tekster typisk påskrevet “jøderne”.

En afsluttende bemærkning. Dette indlæg forklarer min tilgang til studiet af jødedommen og jøder. Det omhandler ikke de komparative studier, som dog vil kunne hjælpe os til at forstå jødedommen og jødernes forhold bedre.

 

Anbefalet læsning:

Jacob Neusner: “The Academic Study of Judaism: Essays and Reflections”

Gavin I. Langmuir: “History, Religion, and Antisemitism”

Michael L. Satlow: “Creating Judaism: History, Tradition, Practice”