Så skete det igen. I går aftes, som festlighederne efter Israels 74 års fødselsdag gik på hæl, ramte terroren Israel endnu engang. Denne gang i den ultra-ortodokse by, Elad (ikke Eilat).

To palæstinensere fra Jenin gik amok med økser i et angreb, der dræbte tre og sårede tre andre. De tre dræbte, der bliver begravet i dag, er Boaz Gol, Yonatan Havakuk og Oren Ben Yiftah. De to palæstinensere, As’ad Yousef As’ad al-Rifa’i på 19 og 20 år, er endnu ikke blevet fanget.

Reaktionerne er selvfølgelig som man kan forvente dem. Fordømmelse fra israelsk side, fejring og glæde fra palæstinensisk side. Eller, vent. Ikke helt. Ja, Hamas har – naturligvis – været ude og udtrykke glæde og begejstring over angrebet, men samtidig har den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, været ude med en offentlig fordømmelse af angrebet. På trods af at han generelt tager afstand fra en voldelig opstand mod Israel, er det ikke normalt at han kommer med offentlige fordømmelser af terrorangreb. Men dette er hvad han har efter hvert af de seneste terrorangreb i Israel. Han står dermed i kontrast til Hamas og Islamisk Jihad, som begge ellers har opfordret til vold mod israelske civile.

Den samme interessant kontrast blev udtrykt efter terrorangrebet i går, da Shlomo Linder, en af Elads ultra-ortodokse indbyggere, slog fast at den højre-ekstremistiske Itamar Ben-Gvir – som er kendt som følger af rabbineren Meir Kahanas hadske ideologi, samt for hans tendens til at dukke op efter terrorangreb for at hidse befolkningen op mod palæstinenserne – ikke var velkommen og at de, indbyggerne, ville fred og et liv uden had.

Naturligvis skal der indføres et “men”, men stadig. Linder er kun én person ud af godt 50.000 indbyggere. Men det, at han åbent tager afstand til Ben-Gvir og hans ideologi betyder at der er folk blandt befolkningen, der ikke vil had og ekstremisme, samt at der er nok folk i Elad, der føler som han gør, til at han føler at han åbent kan komme med den erklæring. 

Her er et andet “men”: Abbas, i hans fordømmelse af terrorangrebet, kom naturligvis også med en fordømmelse af hvad, der i palæstinensiske kredse, opfattes som et overgreb på al-Aqsa (Haram al-Sharif/Tempelbjerget) og det palæstinensiske folk. Det kan og bør forventes, han er selvfølgelig fokuseret på den palæstinensiske sag, men i modsætning til Bennett, som i hans embede af statsminister for Israel ikke forholder sig til nuancerne i konflikten og eventuelle motiver for terrorangrebet, men udelukkende kommer med en fordømmelse af angrebet selv, kan Abbas’ udtalelse ses som en erkendelse af, at begge sider bliver nødt til at gøre noget for at stabilisere situationen og – på længere sigt – finde en løsning til konflikten.

Det sagt, terror er modbydeligt og forkastelig. Uanset om man mener, at Israel er den større synder i konflikten eller ikke, bør terror altid fordømmes. Jeg er glad for at se, at Abbas fordømmer terroren og jeg er glad for at se, at Linder afviser at bruge det som undskyldning til at omfavne had og ekstremisme.