Hvad gør et land helligt? Hvad gør noget som helst helligt? Konceptet, “at være hellig”, forbindes vel typisk med noget religiøst eller noget spirituelt.

Jeg finder det interessant, at ordet oprinder i det norrøne ord ‘heliagr’, afledt af ordet ‘hel’ med betydningen “noget der er sundt, uskadt”. Jeg synes godt om den betydning, men det er vel ikke en betydning, der er normalt forstået ved ordet i dag.

Ifølge den Danske Ordbog, er der fem mulighed betydninger for ordet, nemlig noget eller nogen:

  • som er forbundet med det guddommelige eller indeholder guddommelig kraft, og som derfor behandles med religiøs ærefrygt
  • som er nået til religiøs indsigt gennem et fromt og gudfrygtigt liv og derfor vises stor religiøs respekt
  • som har krav på ærbødighed pga. sin betydningsfuldhed, skønhed el.lign.
  • tilhørende Guds udvalgte skare i kraft af sin tro og fromme livsførelse
  • (for) uvidende, naiv eller uskyldig

I forhold til disse muligheder, tror jeg at det Hellige Land – en beskrivelse jeg både bruger som navn og som beskrivelse – betyder flere ting, afhængigt af hvem man spørger, dog primært fra den første og den tredje betydning.

Dog vil jeg mene, at der er dimension til dette, som i sagens natur ikke vil blive inkluderet, simpelthen fordi den er intuitiv og bør være indforstået, når den bruges. Den ironiske distancering, som både er en sætten det hellige på hovedet, en kritik af brugen af “hellig”, samt en omvendt omfavnelse af det hellige. Det sidste i en form for “vi kan kun identificere os selv, ved at fokusere på dem, så vi kan sige hvad vi ikke er”. I sidste ende må det være op til den enkelte, hvordan han/hun forstår det hellige i “det Hellige Land”.

Personligt bruger jeg betegnelsen, tituleringen, i flere betydninger. Det er en ironisk kommentar til den eksisterende konflikt og de gensidige udbrud af had, noget der nærmest bør gøre landet uhelligt, frem for helligt. Det er en anerkendelse af landets historiske betydning og dets indflydelse på kulturelle udtryk, både i øst og vest, samt i flere verdensreligioner. Og det er en erkendelse af landets betydning for mig, som individ, et land der er så afgørende for min selvforståelse, både i og for mig selv, men også i relation til den verden jeg lever i. Endeligt er der også en erkendelse udtrykt, af at landet er større end de to nationale betegnelser, der typisk bruges om og i kontekst af landet, Israel og Palæstina.

Og jeg er fortabt i landet.